Mættende og skøn salat var vores aftensmad i går. Ellers er den god til frokost eller til madpakken. Vi fik den uden noget til, men du kan fint servere et godt brød til.
Den hedder måske en salat Nicoise, men der er sikkert helt faste regler for, hvordan sådan en er skruet sammen, når den er “rigtig”, så det vil jeg afholde mig fra at kalde den 🙂 men skøn er den.
Jeg serverede salaten på et fad, og den så sådan ud 🙂
Ingredienser – 2-3 personer
salat
hjertesalat
200 g. friske grønne bønner
300 g. kartofler
200 g. tomater
4 æg
100 g. sorte oliven
200 g. tun (drænet vægt)
dressing
3 spsk. olivenolie
3 spsk. citronsaft
1 tsk. sennep
1-2 tsk. flydende honning
salt og friskkværnet peber
Bønnerne nippes og skæres i mindre stykker.
De koges i letsaltet vand i 2-3 minutter.
Hældes i en sigte og overhældes med koldt vand.
Køles af.
Kartoflerne koges.
Jeg havde små fine kartofler, og de er kogt i ca. 15 minutter.
Køles af og skæres i mundrette stykker.
Æggene kommes i koldt vand.
Bringes i kog og koger i 8 minutter.
Hæld vandet fra, og hæld koldt vand over.
Lad æggene stå i vandet i et par minutter, inden de pilles.
Salaten anrettes på et fad – eller tallerkenanrettes.
Først lægges groftskåret salat, dernæst kartofler i mundrette stykker, bønner, tomater i mindre stykker, tun, æg skåret i kvarte og oliven.
Det er sådan, jeg har lagt det, men du kan lægge/anrette salaten præcis som du synes, den skal se ud 🙂
Til dressingen piskes alle ingredienser sammen.
Dressingen dryppes over salaten ved servering.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.