Jeg er blevet ret pjattet med de tykke amerikanske pandekager. I dag har jeg lavet en stak med citron og birkes. Det er blevet ret godt. Friskt og lækkert 🙂
Serveret med friske blåbær og et dryp flydende honning, er det er ret godt morgenmåltid, eller til eftermiddags- eller aftenhygge 🙂
Kombinationen med citron og birkes står som en idé til en kage på min meget lange liste i idébanken, men i dag havde jeg altså lyst til at lave pandekager 😉
Ingredienser – 15 små pandekager
250 g. hvedemel
1 spsk. bagepulver
50 g. rørsukker
4 spsk. blå birkes
450 g. yoghurt naturel
korn af 1 vaniljestang
2 æg
50 g. smeltet smør
fintrevet skal af 2 små citroner – eller 1 stor – øko eller ubehandlet
Bland mel, bagepulver, sukker og birkes sammen.
I en anden skål piskes yoghurt, vanilje, æg, smeltet smør og citronskal sammen.
Rør melblandingen i med et piskeris.
Rør kun lige til dejen er samlet. Der må gerne være små klumpet i dejen.
Smør en slip-let pande med lidt smør og varm den op. Det er ikke nødvendigt med yderligere smør på panden til de næste pandekager.
Kom pandekagedejen på panden, og bag dem ved lav/medium varme i ca. 2 minutter på hver side.
Diana Vørs skriver
Kan man lave dejen dagen før og stille den på køl til den skal bruges???
Spisestuen skriver
Det ved jeg faktisk ikke, men jeg ville måle af og blande ingredienserne i de to skåle, så dejen er klar til at røre sammen om morgenen (sæt skålen med de våde ingredienser på køl). Du skal så bruge en neutral olie i stedet for smør. Solsikke eller vindruekerne evt.
Hilsen Lene
Ida skriver
Kan pandekagerne fryses ?