Det går fremad med småbitte skridt

Jeg har nu været i behandling i ca. 4 måneder, og det er 5 måneder siden jeg fik diagnosen: Brystkræft med knoglemetastaser. En aggressiv og hurtigt voksende kræfttype. Desværre ikke opdaget i tide, så den er uhelbredelig, og jeg skal leve med den som en kronisk sygdom.

Jeg skal ikke opereres og p.t. heller ikke have kemoterapi. Jeg er i antihormonbehandling, som kan bremse sygdommen. Min behandling virker, og overlægen var optimistisk og ovenud tilfreds til sidste kontrol. Det er nok først nu, det er gået op for mig, hvad det betyder at leve med uhelbredelig kræft som en kronisk sygdom, og at “det bliver langsomt bedre” virkelig er langsomt, og at det ikke er sikkert, hvor godt det bliver.

Jeg tror, at jeg må indstille mig på, at mit liv ikke bliver som før. Jeg bliver nødt til at finde noget tålmodighed frem, for noget af det sværeste er, at alting går så langsomt, og at jeg ikke når ret meget på en dag. Jeg er vant til at være effektiv i mange timer om dagen. Tidligt op og træne, futte i køkkenet og trylle nogle timer, tage masser af billeder og lave blogindlæg, ordne have og gå lange ture. Sofa og fjernsyn lørdag aften med guf og krimi, men ikke meget tv ellers.

Noget af det bedste, jeg ved, er at gå i køkkenet og bikse mad sammen, måske lige smide en kage i ovnen ved samme lejlighed, tømme og fylde opvaskemaskinen. Og trylle trylle, så er der mad og kage, og køkkenet er blæst. Det hele på ingen tid og med rutinen på autopilot. Det kan jeg bare ikke mere. Mange ting kan jeg ikke selv få ud af skabe og køl. Gryder og pander er for tunge. Opvaskemaskinen kan jeg ikke komme ned i, og jeg kan ikke bevæge mine arme ret hurtigt og slet ikke i yderstillinger, uden det går galt, og jeg får en ny fraktur, der gør smerteligt ondt.

Vi har brugt noget tid i sommer på at lave lidt om på indretningen i huset. Jeg har fået en ovn mere i køkkenet, der er kommet op i højden. Indholdet i skabene er der flyttet rundt på, så det jeg bruger mest, er nemmest at komme til. Mine køkkenmaskiner er blevet spredt ud på bordene, så jeg kan komme til dem, uden at skulle rykke rundt/løfte på dem. Min elskede Magimix blender er dog kommet lidt i skammekrogen, for blenderglasset er simpelthen for tungt 🙁

Der er flyttet rundt i stuen, så der blev plads til elevationssengen og med fjernsynet hængt højt på væggen, så er det helt perfekt. Jeg har fået en drejearm, som min bærbare computer sidder på, og elsker at læse bøger som e-bøger. Lydbøger gjorde jeg brug af i starten, men e-bøgerne er jeg noget gladere for.

Jeg er taknemmelig for at være i live, men det er svært, når det er så anderledes et liv. Jeg har brugt de sidste 6-7 år på at kæmpe mig ud i verden igen, og de sidste par år har jeg i den grad nydt at være ude. At besøge familien, at handle, at gå lange ture og komme rundt i Danmark. Nu føles det som om det hele står stille og på stand by. Jeg er ikke deprimeret, men ked af, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil.

Jeg er et grådigt menneske, der gerne vil rigtig meget, og jeg kan slet ikke få nok. Jeg er ikke til at hale med hjem fra shoppingture og synes altid, at turene ved stranden er for korte. Ligesom jeg heller ikke kan få nok af teaterture, udstillinger og andre oplevelser. Fototure i naturen er også altid for korte 😉

Mit elskede kamera er for tungt. I køkkenet bruger jeg det lidt (der er det jo altid på stativ), men jeg kan ikke have det med ud, som det er nu.

Nu skal det jo ikke være piv det hele, for jeg har meget. Jeg er bare i en fase, hvor jeg skal have skruet ned for ambitionerne – og for tempoet i det hele taget. Jeg har mennesker i mit liv, jeg elsker og holder af, og det er vigtigst!

Jeg kan jo meget af det, jeg plejer. Bare i et andet tempo, og på en lidt anden måde. Jeg er ved at øve mig i, at det er hyggeligt, at vi laver mad sammen. Det går der nok lidt tid, før jeg bliver god til 😉 Det kan faktisk også være hyggeligt, at det ikke er mig, der skal tage opvasken. En lille lur om formiddagen og en mere om eftermiddagen, er også ret hyggeligt, og bevæbnet med stort set samtlige streaming tjenester, er der også serier, som jeg nyder at se og følge med i.

Så planen er at fortsætte, som jeg gør, og så kan jeg skrue stille og roligt op. Jeg skal helst være oppe en halv times tid nogle gange i løbet af dagen, og så hvile ind i mellem. Det overholder jeg som regel 😉 og det går også fremad. Jeg får ikke så ondt i hals/nakke/strubehoved mere, når jeg har hovedet opad. Bilen er rarere at sidde i med sædet lagt ned og med min store pude i nakken, så det går også ret godt.

Jeg bøvler lige p.t. med mine skuldre. Jeg “flagrer” nok for meget med armene 😉 Hovedpine har jeg ofte. Det er både fordi jeg har metastaser i kraniet, men også en bivirkning ved min medicin.

Jeg får stadig meget smertestillende. Knoglemetastaser og -frakturer gør bare ondt. Jeg har stadig dage, jeg ikke kan sove for smerter, men dem bliver der heldigvis færre af, og jeg har flere gode dage, hvor jeg ind i mellem kan glemme, at jeg er syg, når jeg ikke har ondt.

Trillestolen har jeg brugt få gange. Jeg får en ny lige om lidt, der skulle være bedre at sidde i, så jeg kan komme mere ud. Det trækker at blive skubbet en tur rundt ude ved vandet.

Senere i dag, får jeg besøg af fysioterapeuten, så jeg kan få trænet lidt muskler op. Jeg har haft besøg af ergoterapeuten også, og har fået masser af gode tips til, hvordan det er bedst at bevæge mig og øvelser, der styrker knogler og muskler. Jeg har fået rigtig god hjælp og masser af tilbud.

Jeg havde et “nytårsfortsæt”, der gik ud på at “skynde mig langsomt”. Det kommer virkelig til sin ret nu. Jeg skal lære at skynde mig langsomt, og at nyde hele processen, fremfor at være fokuseret på målet 🙂

Mit køkken og bloggen er stadig med til at holde mig oppe og i gang. Det er ren terapi for krop og sjæl 🙂