Helt enkelt grøntsagsbrød med få ingredienser. Broccoli, mandler og æg – og det smager skønt! 🙂
Jeg har endnu ikke søgt så meget information om kost og kræft, men jeg har læst lidt, og broccoli skulle være rigtig godt at spise. Der er jo ikke meget, man selv er herre over i forhold til den sygdom, men kosten har en vis betydning, så jeg har tænkt mig at gøre, hvad jeg kan, for at give sygdommen de dårligste vilkår for at trives i min krop.
Jeg har ikke brugt stokken fra broccolien her, men jeg har gemt den, så kan den ryge i en juice senere i dag.
Vi fik broccoli brødene til aften i går smurt med hvidløgsflødeost og lagt sammen med salat, røget laks, avocado, peberfrugt og et godt drys purløg. Det smager sindssygt godt og mætter længe.
Jeg tænker, at broccoli kan erstattes med gulerødder eller kål. Du kan også tilsætte forskelligt krydderi.
Ingredienser – 10-12 styk
500 g. broccoli (finthakket vægt) – jeg har brugt hovederne af 2 broccoli
125 g. mandler
4 æg
Broccolibuketterne hakkes helt fint i foodprocessor og kommes i en skål.
Mandlerne hakkes helt fint og kommes i sammen med æg. Jeg har findelt mandlerne i blenderen.
Massen samles med hænderne.
Dæk skålen til, og sæt den på køl en times tid.
Fordel massen i store klatter på bagepapir, der trykkes flade og formes til store flade boller. Ca. 12 cm. i diameter og med en tykkelse på ca. ½ cm.
Bages ved 180 grader almindelig ovn i ca. 20 minutter.
Broccoli brødene serveres lune eller kolde, og de egner sig fint til at komme på frost.
Rikke Hansen skriver
Hold da op det ser lækkert ud.
Dejligt der kommer en lille dingdong på mobilen og du igen har haft gang i køkkenet.
Hvis den ville vise min smiley, havde jeg sendt et stort smil til dig.
Birthe Ellegaard skriver
Det skal prøves meget snart :-). Det ser rigtig spændende ud.
Anette Harbech Olesen har skrevet en bog om mad mod kræft. Den kan du finde på hendes hjemmeside madforlivet.com
Forresten skønt at høre pip fra dig. Hold op hvor har jeg tænkt på dig. Jeg tror vi er mange der ganske vidst kun kender dig herfra, men er meget bekymret for dit helbred. Vidunderligt at du har kræfter til at være lidt igang igen 🙂
Malene Tang skriver
Det ser bare SÅ lækkert ud ! har du nogen ide til om man kan erstatte mandlerne? jeg tåler dem ikke så godt nemlig (nødder generalt) 🙁
Spisestuen skriver
Du kan muligvis bruge en blanding af solsikkefrø (eller græskarkerner) og hørfrø i stedet. Du skal så have samlet samme vægt som af mandler.
Hilsen Lene
Eva skriver
Kan de bruges som erstatning for burgerboller tror du?
Spisestuen skriver
Du kan jo ikke skære dem igennem 😉 men det er lækkert at lægge to sammen med en hakkebøf og noget grønt. Det bliver en skøn burger 🙂
Hilsen Lene
Anja skriver
Ved godt, det er ved at være noget tid siden, men hvis nogen er interesserede, så kan jeg lige nævne, at mandelmel kan erstattes af en masse forskelligt, fx kokosfibermel eller havregryn, der er blendet til mel 🙂
Jeg har aldrig prøvet, men jeg ved nogle bruger fintmalet rismel (ikke pamas, der er ikke rigtig er mel, men finknust ris, så det minder mere om sand og virker ikke helt som melerstatning), fintmalet majsmel kan også bruges, det har bare lidt mere smag, men også sødt i det, som mandelmel. Boghvedemel er også en mulighed. Så der er massere af muligheder derude.
Min kæreste kan i øvrigt heller ikke tåle nødder af nogen slags, men er de opvarmet så meget, som de er, når det bruges som mel i bagværk, så tåler han det uden problemer.
Charlotte Patricia Simonsen skriver
Hold op de var super gode, jeg kom til at bruge øko-saltmandler, men det blev de bestemt ikke dårligere af.😋