Skønt tilbehør til kød eller kylling. Traditionelt tilbehør til tortillas med krydret kød og lækkert dyp til tortilla chips.
Jeg havde haft en plan om at skolde og flå tomaterne, for det ville være så fint, men… det ville så være den eneste gang, jeg gjorde det, så det er alligevel for pjattet. Sådan her ser min salsa ud – altid 🙂
Jeg har brugt basilikum, og det hører slet ikke til i en salsa. Jeg kunne også finde på at bruge persille, for koriander – som der retteligt burde komme i – er jeg ikke for gode venner med 😉 Put det i, som du synes, der passer til din salsa 🙂
Her som dyp til hjemmelavede tortilla chips.
Ingredienser
300 g. tomater
1-2 spsk. finthakket løg
1 lille fed finthakket hvidløg
1 lille håndfuld friske basilikumblade – eller persille
½-1 frisk chili befriet for kerner – behold kernerne hvis du vil have det stærkere 😉
saft af 1 lime
2 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
Tomaterne skæres i små tern. Skær gerne stokken af tomaten først.
Chili, løg, basilikumblade og hvidløg hakkes fint og kommes i skålen sammen med limesaft og olivenolie.
Krydr med salt og peber.
Lad gerne din salsa trække nogle timer inden servering.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.