Jeg er blevet ret pjattet med Manitoba mel til brød. Manitoba mel er hvedemel med virkelig højt glutenindhold, og så smager det bare skønt. Det egner sig fortrinligt til langtidshævning og koldhævning, men man kan også sagtens bruge det i en dej med større gærmængde, der hæver hurtigere. Stadig skøn smag og super lækker fugtig krumme. Bollerne her er hævet 2 x 1 time, og de er blevet rigtig lækre. Skøn smag og super luftige boller med en saftig krumme 🙂
Brug bollerne med pålæg eller ost på morgenbordet, til frokost eller i madpakken. De smager også skønt bare med koldt smør 🙂
Jeg køber Manitoba mel i Netto. De har det med mellemrum på spotvare-hylden.
Ingredienser – 12 boller
3½ dl. lunt vand
25 g. gær
200 g. fuldkorns Manitoba mel
300 g. fint Manitoba mel
1 æg
50 g. blødt smør
1 tsk. salt
2 spsk. ahornsirup
100 g. pekannødder
50 g. rosiner
Kom alle ingredienser undtagen pekannødder og rosiner i skålen til røremaskinen.
Ælt dejen godt og længe – 10-15 minutter – til den er skinnende blank og elastisk.
Kom rosiner og grofhakkede nødder i og ælt et par minutter mere, til det er godt fordelt i dejen.
Dejen hæver lunt og tildækket i 1 time.
Hældes ud på et meldrysset bord (drysset med den grove) og deles i 12 stykker, der formes til boller.
Lægges på bageplade, og efterhæver lunt og tildækket i 1 time.
Bages i en 250 grader varm ovn ved almindelig ovn i 5 minutter. Så skrues varmen ned til 225 grader, og bollerne bages i 8 minutter mere.
Køler af på rist.
Susanne skriver
Hej, hvor meget gær skal der bruges til kold hævning natten over, og kan man undlade fedtstof eller putte noget kvark eller lignende i. Fantastisk blog du har❤️❤️
Spisestuen skriver
Ved hævning natten over, ville jeg halvere gærmængden.
Hvis du ikke vil have fedststof i, ville jeg vælge at komme yoghurt eller creme fraiche i. Kvark og skyr synes jeg er for skarpt i smagen.
Hilsen Lene