Jeg har brugt min nyligt indkøbte yacon sirup i marinaden til kyllingen her. Det er den bare super god til! Karamelagtigt, sødt og let bittert smager den, og det er helt perfekt i marinader og dressinger. Svinekød ville også egne sig til en tur i marinaden her – og sikkert også oksekød. Kalkun spiser jeg ikke, men er sikker på, at det også kunne bruges. Det er egentligt pudsigt med kalkunkød. Jeg bryder mig bare ikke om det. Ingen grund til at spise kalkun, når man kan få kylling – sådan er det i min verden 😉
Billeder kun af kød er altså ikke de mest spændende, men smagen fejler ikke noget 😉
Jeg har brugt en rest af kyllingen i en sandwich. Det er absolut lige så lækkert koldt som varmt. I min sandwich er der babyspinat, kylling, avocado og cheddarost. Brødet er smurt med lidt honning dijonsennep. Lækker frokost 🙂
Ingredienser
3 spsk. olivenolie
2 spsk. soja
2 spsk. yacon sirup
saft af 1 lime – ca. 1½ spsk.
½ tsk. hvidløgspulver
1 tsk. oregano
friskkværnet peber
desuden bruges ca. 500 g. kyllingebryst skåret i strimler
Bland alle ingredienser til marinaden sammen i en skål.
Kom kyllingestykkerne i.
Dæk skålen til, og sæt den på køl i 4-5 timer eller natten over.
Kyllingestykkerne tages op af marinaden og steges på panden i lidt smør og olivenolie.
Her kunne man stoppe, når kyllingestykkerne er gennemstegte, men jeg holder meget af kylling, der har fået lov at simre, så jeg hælder resten af marinaden i panden sammen med ½ dl. vand. Lægger låg på, og lader det simre ved svag varme i ca. 40 minutter. Så lækre og møre stykker kylling, der kommer ud af det 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.