Det er Pandekagedag tirsdag efter fastelavn, så det er i morgen 😉 Derfor får du lige ny opskrift på en skøn pandekage, der måske kunne være et bud på pandekager til din familie i morgen 🙂
Jeg har fyldt pandekagerne med flødeskum og bananer. De har fået chokoladesovs og ristede hasselnødder på toppen. Ikke et øje er tørt 🙂
Jeg gik en smule i selvsving, da jeg skulle smage på dem. Skøn kakaosmag med et hint at appelsin og kanel, og så er pandekagerne sødet med kokospalmesukker, der leverer en smule karamelsmag. De smager altså bare godt!
Ingredienser – 8 store pandekager
pandekagedej
125 g. hvedemel
25 g. god kakao
75 g. kokospalmesukker – kan erstattes af rørsukker eller almindeligt sukker
¼ tsk. kanel
revet skal af ½ appelsin – eller af ¼ hvis du har en stor appelsin
3 æg
50 g. smeltet smør
3 dl. sødmælk
chokoladesovs
50 g. god mørk chokolade – jeg har brugt Callebaut 70%
25 g. smør
1 dl. piskefløde
35 g. rørsukker
fyld og pynt
2½ dl. piskefløde
bananer
grofthakkede ristede hasselnødder
Til pandekagedejen smeltes smørret først, så det ikke er for varmt, når det skal i dejen.
Kom mel, kakao, kokospalmesukker og kanel i en skål og rør det sammen.
Kom fintrevet appelsinskal og æg i og rør sammen. Kom evt. en smule af mælken i, hvis dejen er for fast til at piske sammen.
Rør smeltet smør i, og rør resten af mælken i til sidst.
Lad dejen hvile ½ time, inden pandekagerne bages.
Smør panden med smør og varm den op.
Beregn ca. ¾ dl. dej til hver pandekage.
Bag pandekagerne ved medium varme i 1-2 minutter på hver side.
Server pandekagerne lune eller kolde.
Til chokoladesovsen kommes alle ingredienser i en lille gryde og smeltes sammen ved svag varme. Chokoladesovsen skal ikke koge.
Pandekagerne egner sig fint til at fryse. Læg dem i en frysepose, og hold dem adskilt med bagepapir imellem.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.