Der har været en del sundere opskrifter på bloggen de sidste uger, og det kommer der også fortsat, men ikke i dag. I dag er der fredagskage!
Jeg kom forbi Klidmoster i sidste uge og så en opskrift på ahornsirupfromage. Jeg elsker ahornsirup, og har aldrig hørt om det i en fromage, så den idé måtte jeg lege med. Jeg har lavet min egen opskrift på fromagen 🙂 Hvis du er nysgerrig på Klidmosters udgave, så er opskriften HER.
Ahornsirup, pekannødder, chokolade og et strejf af kaffe. Det var de smage, jeg måtte have med i min kage. Bunden er en pekannødde-mazarin-bund med chokolade. Ovenpå den er der ahornsirupfromage med kaffeskum og karamelliserede pekannødder og chokolade på toppen. Det fungerer altså bare rigtig godt! Haps for en lækker kage, der serveres som fredagskage her i familien i dag 🙂 Det er total yndlingskage. Jeg ELSKER den! 🙂
Jeg havde ikke så meget tid – og tålmodighed – til at lade fromagen sætte sig på køl. Den fik 2½ time, inden den blev hevet ud og pyntet. Det kan godt gå, men et par timer mere er optimalt. Derfor også kun hurtige skud af den færdige kage, og hastværket førte til, at det stykke jeg skar væltede… men altså pyt! for man kan se, hvor luftig fromagen er, og kagen smager ikke dårligere, bare fordi stykket tiltede. Nu er den røget på køl igen, og så er der nogen, der glæder sig til kage senere i dag 🙂
Ingredienser – 1 springform på 26 cm.
bund
125 g. pekannødder
150 g. rørsukker
100 g. blødt smør
2 æg
50 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
75 g. chokolade – jeg har brugt Callebaut 58%
ahornsirupfromage
6 bl. husblas
½ dl. ahornsirup + ½ dl. vand
125 g. ahornsirup
3 hele æg
2½ dl. piskefløde
mokkaskum
3½ dl. piskefløde
3 tsk. instant kaffepulver
1 spsk. ahornsirup
karamelliserede pekannødder og pynt
50 g. pekannødder
3 spsk. ahornsirup
50 g. chokolade – jeg har brugt Callebaut 58%
guld sukkerkugler
Start med bunden.
Pekannødderne findeles i foodprocessor. Du kan også hakke dem helt fint med en kniv.
Alle ingredienser til bunden kommes i en skål.
Rør dejen sammen med elpisker. Rør kun lige til dejen er ensartet.
Rør chokoladen i dejen med en dejskraber eller ske.
Fordel dejen i en 26 cm. springform med bunden dækket med bagepapir og smurt i siden.
Bages ved 175 grader almindelig ovn i 20-25 minutter. Min fik 22 minutter.
Befri bunden for springformen, og træk den over på en rist til afkøling.
Den kolde bund vendes over på et fad.
Læg ringen fra springformen om bunden, og læg et stykke kageplast i ringen. Smør kageplasten med lidt neutral olie (så slipper fromagen helt perfekt) og vend siden du har smurt med olie ind mod fromagen – selvfølgelig 😉
Sæt bunden på køl, så den er kold, når fromagen hældes på.
Så laves fromagen.
Husblas lægges i blød i koldt vand i 20 minutter.
½ dl. ahornsirup + ½ dl. vand kommes i en gryde og varmes op til det er godt varmt – lige under kogepunktet.
Tag gryden fra varmen.
Knug vandet af husblassen, og rør det ud i den varme sirup/vand.
Hæld blandingen op i en skål, så det kan køle ned. Det skal være ca. stuetemperatur, når det skal bruges. Jeg bruger en stålskål. Så passer det nogenlunde med, at det er kølet ned, når jeg har pisket æg med ahornsirup.
Kom ahornsirup og de hele æg i en skål.
Pisk blandingen luftig. Det skal du sætte mindst 10 minutter af til. Jeg bruger elpisker, men du sagtens gøre det i køkkenmaskinen. Fromager pisker jeg helst i hånden, så synes jeg, jeg har bedre føling med det.
Fløden piskes til blødt skum.
Den nu stuetempererede husblasblanding røres i æggeblandingen. Jeg bruger en dejskraber.
Flødeskummet vendes i blandingen.
Hæld fromagen over bunden.
Dæk kagen til, og lad den sætte sig på køl i 4-5 timer.
Mens kagen sætter sig, laves de karamelliserede nødder.
Pekannødderne hakkes groft, og kommes på en tør pande.
Nødderne ristes til de er gyldne.
Ahornsiruppen kommes på panden, og røres rundt med nødderne i ca. 1 minut.
Hæld nødderne ud på et stykke bagepapir, så de kan køle af.
Til kaffeskummet kommes kaffepulveret i fløden. Lad det stå et par minutter, og rør så kaffen ud. Man kan sagtens opløse instant kaffepulver i kold fløde.
Pisk fløden til skum. Når fløden er pisket halv-stiv, kommes ahornsiruppen i, og fløden piskes færdig.
Kagen tages ud fra køl, og befries for springformen.
Jeg valgte så at komme kageplast og ringen om kagen igen, for den havde lige knap fået tid til helt at sætte sig. Så for ikke at risikere at mase den, satte jeg formen omkring igen.
Kaffeskummet kommes i en sprøjtepose, og sættes på fromagen i tutter med en glat tyl.
Glat overfladen med en paletkniv.
Nødderne hakkes groft med en kniv, og kommes på kagen sammen med chokoladen. Drys lidt guldkugler på.
Nana skriver
Nu har jeg bagt bunden, men den bliver flad som en pandekage… Bruger du bagepulver til din? For så bør du nok tilføje det til din opskrift
Spisestuen skriver
Hej Nana.
Det er jeg forfærdelig ked af. Der er bagepulver på ingrediensbilledet, men jeg har ikke fået det med i opskriften.
Det er nu tilføjet, og der skal 1 tsk. i dejen.
Hilsen Lene
Gabriella Cæsarsen skriver
Sådan en kage skal jeg da prøve. Jeg elsker bare ahornsirup, pecan nødder, chokolade, kaffe. …☺
Nu i den samme kage!
Så mange spændende opskrifter på din blog! Jeg glæder mig til at kigge nærmere.
Jeg prøver faktisk i dag pølserhorn opskriften, den med hvidt mel, det er jo vinterferie ☺
De bliver sikkert gode, dejen ser rigtig fin ud.
Tak for de skønne opskrifter!
Mange hilsener
Gabriella
Spisestuen skriver
Det er ren win-win med den kage! 🙂
Dejligt at høre, at du er glad for bloggen 🙂
God ferie til Jer.
Hilsen Lene