En sjov og festlig måde at lave en chokoladeskål på. Dem her blev fyldt med grapefromage, og var vores dessert nytårsaften. Ellers ville de være skønne at fylde med is og frugt 🙂
Helt enkelt og nemt at lave. Balloner dyppes i tempereret chokolade. Når chokoladen har sat sig – tager få minutter – punkteres ballonerne, og tilbage er chokoladeskålene. Man kan muligvis bruge overtrækschokolade, der bare skal smeltes, men det har jeg ingen erfaring med. Jeg har brugt Callebaut 58% chokolade til skålene. Jeg tror en 70% chokolade bliver for kraftig i smagen.
Ballonerne er helt almindelige balloner købt i supermarkedet. Jeg ved, at der er delte meninger – og mange holdninger – omkring det at bruge ballonerne i forbindelse med at lave chokoladeskåle.
Jeg har googlet, og forsøgt at finde videnskabelige argumenter omkring emnet. Balloner er som oftest fremstillet af naturlatex (gummi). Af problematiske stoffer er det nitrosaminer, der er særligt fokus på. Nitrosaminer bruges til at blødgøre gummiet. Nitrosaminerne kan frigives fra ballonerne, når de kommer i forbindelse med spyt, og de kan være kræftfremkaldende. Så jeg er opmærksom på, at det ikke er sundt at bruge ballonerne. Når det er sagt, så putter man dem jo også i munden for at puste dem op. Jeg gør i hvert fald, så jeg har vurderet, at vi i vores lille familie, godt tør spise chokoladeskålene. Chokoladen er kun i kontakt med ballonerne i få minutter, til chokoladen har sat sig, og jeg smører ballonerne med lidt neutral olie, som jeg tænker også må danne en barriere mod stofferne. Eftersom nitrosaminerne frigives, når ballonerne kommer i forbindelse med spyt, tænker jeg, at det er en skidt idé at begynde at vaske ballonerne før brug 😉 Dette er bare mine tanker omkring at bruge ballonerne 🙂
Ingredienser – 6 skåle
400 g. mørk chokolade – jeg har brugt Callebaut 58%
6 balloner pustet op til den størrelse, som man ønsker sine skåle i. En stor ballon kan man jo bruge til at lave én stor skål af 🙂
desuden bruges lidt neutral olie til at smøre ballonerne med. Jeg har brugt solsikkeolie
Chokoladen tempereres og kommes i en skål, der kun er lidt større end ballonerne.
Ballonerne smøres med et tyndt lag olie.
Ballonerne dyppes i chokoladen, og sættes på et stykke bagepapir.
Når chokoladen har sat sig, punkteres ballonerne. Chokoladen sætter sig på få minutter, når den er tempereret korrekt.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.