Kun 4 ingredienser, og du har den skønneste chokoladekage. Chokolade, smør, æg og sukker – enkle og gode ingredienser 🙂 Udover det har jeg lidt espresso kaffepulver og en lille smule salt i min kage. Kun for at fremhæve chokoladesmagen, og begge dele kan undværes.
Hvis du ikke elsker chokolade, skal du nok ikke lave den her kage, for den er pakket med dyb og lækker chokoladesmag. Her finder du den gode chokolade frem fra skuffen. Jeg ville helst have haft en Valrhona Manjari 64% chokolade i, men jeg købte virkelig meget Callebaut chokolade i december – og der er mere i skuffen – så det bruger jeg først. Det smager absolut også skønt. Vælg en chokolade, du godt kan lide at spise, så smager den også godt i kage, men vælg en ægte chokolade, ellers er jeg i tvivl om, hvordan den opfører sig i kagedejen.
Jeg har længe haft en Gateau Marcel i tankerne. Den her kage er ikke en Gateau Marcel, for jeg har valgt at bage hele “kagemassen”, og jeg har heller ikke kunnet lade være med at lave om på den 😉
Her kommer den! Fløjlsblød kage med intens og lækker chokoladesmag:-) også super skøn med vaniljeis og frisk frugt til.
Ingredienser – 1 springform på 26 cm.
300 g. god mørk chokolade – jeg har brugt Callebaut 70%
100 g. smør
7 æg
200 g. rørsukker
1 tsk. espressopulver – rigtig kaffepulver ikke instant – kan undværes
1 knivspids fint salt
desuden lidt flormelis til drys på den færdige kage
Start med at gøre springformen klar. Den skal enten smøres godt med smør, eller beklædes med bagepapir. Jeg har kommet bagepapir over bunden, og så har jeg bagepapir i sådan en smart smal rulle, som jeg har brugt til at fore formen med.
Smelt chokolade og smør sammen over vandbad.
Tag skålen fra varmen, når blandingen er smeltet. Chokoladeblandingen må ikke være for varm, når den blandes sammen med æggemassen.
Kom æg og rørsukker i en skål og pisk det godt. Det skal være tykt, lyst, luftigt og lidt sejt i det, og det tager godt 10 minutter med elpiskeren på fuld hastighed. Det kan man sagtens gøre i sin køkkenmaskine, men her var min lige optaget af en brøddej 😉
Kom salt og espressopulver i og pisk kort.
Nu vendes den smeltede chokoladeblanding i æggemassen. Vend forsigtigt, så der ikke slås for meget luft ud af dejen.
Dejen kommes i springformen.
Bages ved 160 grader almindelig ovn i ca. 1 time og 20 minutter. Stik i kagen med en tandstik, tynd strikkepind eller lignende, og hvis der ikke er dej på den, er kagen færdig.
Lad kagen køle af i formen på en bagerist.
Drys kagen med flormelis ved servering.
Cookin Mum skriver
This is a beautiful looking cake. I have company coming tonight, perhaps I can manage this one for desert. As always your recipes are amazing. Thank you form Toronto.
Spisestuen skriver
You are welcome 🙂 and thank you for your kind words.