Den her har jeg glædet mig til at kunne dele med Jer 🙂 Huset dufter helt fantastisk, og jeg er så forelsket i min kage. Honning, appelsin og rom er en skøn smagskombination, der forstærkes af varme krydderier. Kagen er lagt sammen med abrikosmarmelade, og så er der en skøn chokoladeglasur på toppen. Svampet og møglækker kage!
Jeg har lavet en del forsøg i køkkenet, før jeg var tilfreds med både smag og konsistens på min kage. Jeg tror, det er den sjette kage, der et blevet bagt i dag, men nu er jeg også helt tilfreds!
Hvis du ikke ønsker at komme rom i din kage, kan det erstattes af appelsinsaft, te eller kaffe 🙂
Ingredienser – 1 kage bagt i en 26 cm. springform
kagen
150 g. smør
3 æg
450 g. honning – 1 bøtte
150 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
fintrevet skal af 1 appelsin – øko eller ubehandlet
450 g. hvedemel
2 tsk. natron
½ tsk. nelliker
½ tsk. kardemomme
2 tsk. kanel
¾ dl. mørk rom
1½ dl. appelsinsaft
chokoladeglasur
100 g. god mørk chokolade – jeg har brugt Callebaut 70%
100 g. flormelis
50 g. smør
½ dl. fløde
fyld og pynt
ca. 250 g. abrikosmarmelade
pistacienødder og sukkerkrymmel til pynt
Start med at smelte smørret, så det ikke er for varmt, når det skal i kagen.
Kom honning, rørsukker, æg og fintrevet appelsinskal i en skål.
Pisk et par minutter med elpisker på høj hastighed.
Bland hvedemel med natron, nelliker, kardemomme og kanel.
Rør melblandingen i dejen sammen med rom og appelsinsaft ved lav hastighed. Rør kun lige, til dejen er ensartet.
Vend den smeltede smør i dejen med en dejskraber.
Kom dejen i en smurt springform.
Bag kagen ved 160 grader almindelig ovn i ca. 1 time og 10 minutter.
Lad kagen køle af i formen i ca. 10 minutter, inden springformen fjernes, og kagen trækkes over på en rist til afkøling.
Den lidt mørke kant skar jeg af med en brødsav.
Flæk kagen og smør bunden med abrikosmarmelade.
Læg kagen sammen.
Til chokoladeglasuren kommes alle ingredienser i en gryde, og smeltes sammen under omrøring ved svag varme.
Blandingen skal ikke koge, kun varmes til det hele er smeltet sammen.
Hæld glasuren over kagen, og pynt med lidt hakkede nødder og sukkerkrymmel.
Sanne skriver
Smager det som honningkage?? Vil det ødelægge kagen med smørcreme ??
Spisestuen skriver
Den ville være fin at komme smørcreme i 🙂
Den smager honning-kage-agtigt 🙂 er vist det nærmeste jeg kan komme 😉
Lone skriver
Hvor mange æg skal der i ?
Spisestuen skriver
Hej Lone 🙂
Der skal 3 æg i. Det kan jeg se, at jeg havde glemt at skrive, så tusind tak for, at du gjorde opmærksom på det.
Hilsen Lene
Karen Andersen skriver
Kan kagen laves dagen før, den skal bruges?
Hilsen Karen
Mie skriver
Hej Karen, Lene der var ejer af siden, gik desværre bort sidste år.
Kagen kan sagtens laves dagen før.
/Mie