Der findes mange skønne julebrød med sjove navne som stollen og kløben 🙂 Om mit hedder det ene eller det andet, har jeg ikke undersøgt så nøje 😉
Det her er mit bud på et sødt og blødt julebrød. En fed, sød og blød gærdej, krydret med rom, appelsin og kanel og med fyld af rosiner og pekannødder. Jeg har lavet et snoet, rundt brød, for det synes jeg er smukt, men du kan sagtens forme brødet i helt almindelig brød-facon 🙂
Server julebrødet med smør – gerne vaniljesmør eller måske med chokoladesmør 🙂
Hvis man ælter rosiner ind i en dej, og former brødet bagefter, vil nogen af rosinerne “stikke” ud. De kan blive lidt mørke og brændte i smagen under bagning, og det bryder jeg mig ikke så meget om, så jeg pakker rosinerne ind i dej, som vist i fremgangsmåden.
Ingredienser – 1 brød
30 g. gær
2 dl. lunt vand
½ dl. rom – kan erstattes med vand
550 g. hvedemel
1 tsk. salt
2 tsk. kanel
75 g. honning
75 g. blødt smør
2 æg
fintrevet skal af 1 appelsin – øko eller ubehandlet
100 g. pekannødder
100 g. rosiner
Pekannødderne hakkes groft og sættes til side.
Når du har revet skallen af appelsinen, presser du den og hælder saften over rosinerne, så de kan stå og trække, mens dejen æltes og hæver.
Kom alle ingredienser – på nær pekannødder og rosiner – i skålen til røremaskinen.
Ælt dejen godt og længe – gerne 10-15 minutter. Det er en meget blød dej, og det skal den være.
Kom de grofthakkede pekannødder i, og ælt til de er fordelt i dejen.
Dejen hæver lunt og tildækket i 1 time.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Dejen skal hverken æltes eller rulles ud. Den skal bare skubbes ud i et rektangel på ca. 30 x 40 cm.
Fordel rosinerne over 2/3 af dejen. Resten af appelsinsaften, som rosinerne har trukket i, skal ikke bruges.
Fold dejstykket uden rosiner ind over.
Fold over den sidste tredjedel.
Del dejen i to lige store stykker.
Hvert stykke trækkes forsigtigt ud til en længde på ca. 80 cm. Her kunne hele længden så ikke være på billedet 😉
Sno de to lange stykker om hinanden, og form til en krans.
Læg kransen på bageplade.
Efterhæver lunt og tildækket i 45 minutter.
Bages i en 215 grader varm ovn ved almindelig ovn i ca. 20 minutter.
Pensles med smeltet smør, lige når den kommer ud af ovnen og drysses med flormelis.
Elsebeth skriver
Her kommer lige en ‘fidus’ – rosiner eller anden frugt bliver ikke brændt, hvis man sørger for at pensle de synlige dele godt med æg.