Når jeg får lavet en ny kategori, der hedder “favoritter”, så ender den her i toppen! Skøn smag af appelsin, og intens og lækker chokoladesmag. Åh, altså hvor er jeg bare glad 🙂 Trøflerne her har fået fintrevet appelsinskal, og så er de trillet i hakkede pistacienødder. Det er en god kombi! 🙂
Chokoladetrøffel består af 2 ingredienser: Chokolade og fløde – sådan! – og lige dele af hver 🙂 I dag har jeg brugt en mørk chokolade på 70%, og det smager intenst og lækkert. Hvis du ikke er til så kraftig chokoladesmag, så brug en mørk chokolade med et lavere kakaoindhold – omkring 55% 🙂
Jeg har før skrevet om chokoladetrøffel her på bloggen. Jeg har lavet en med lakrids, og en med whisky. Hvis du er nysgerrig på dem, så kig forbi Chokoladetrøffel.
Jeg håber, du får en dejlig jul med skønne mennesker i dit liv. Jeg vil nyde nærvær med min familie, og holder fri fra bloggen den næste uges tid.
Ingredienser – 25-30 chokoladetrøfler
100 g. god mørk chokolade – i knapper eller grofthakket – jeg har brugt Callebaut 70%
1 dl. fløde
fintrevet skal af ½ appelsin
50 g. pistacienødder til at trille i
Chokoladen kommes i en skål.
Fløden varmes op til næsten kogepunkt.
Hældes over chokoladen, og der røres til chokoladen er smeltet og massen er blank.
Rør fintrevet appelsinskal i massen. Sørg for ikke at få det hvide med, når du river appelsinen. Det er bittert.
Dæk skålen til og sæt massen på køl et par timer eller natten over.
Hak pistacienødderne fint med en kniv.
Jeg lod min chokolademasse stå natten over, og så bliver den ret fast, så det blev rustikke chokoladetrøfler.
Hvis du vil have fine runde kugler, så skal du nøjes med at lade massen stå på køl et par timer. Ellers kan man hælde chokolademassen i et lille firkantet fad, og så skære fine firkanter ud dagen efter. Jeg lirkede bare små stykker løs med en teske og klemte dem lidt sammen.
Tril dem i hakkede pistacienødder.
jannie skriver
Den opskrift er jeg da nødt til at prøve
Hvor længe kan de ca. holde sig?
Spisestuen skriver
De er altså også bare lækre 🙂
De har samme holdbarhed, som den fløde du bruger. Hvis din fløde er holdbar i 1 uge, kan de også holde sig i 1 uge på køl.
Hilsen Lene
jannie skriver
Hei igen..
Nu har jeg prøvet at lave dem, men på trods af at det har stået i køleskabet siden i går eftermiddags så er det altså stadig flydende? Har du en idé til hvad man kan gøre ved det?
Spisestuen skriver
Beklager, det har jeg ingen idé om.
Hvis du bruger piskefløde og mørk chokolade, vil massen ikke være flydende, efter den har været på køl.
Hilsen Lene