Uundværligt tilbehør til and og flæskesteg 🙂
Og nu ved jeg godt, at jeg måske lyder lidt træls, men lad nu være med at bruge glaskartofler 😉 De smager ikke af noget, og så er de pudsige i konsistensen. De små “rigtige” kartofler er absolut bedst at bruge. De kan koges og pilles i god tid – sagtens aftenen før. Det er sådan noget, man sætter manden til 😉 men vær god ved ham. Giv ham et glas rødvin på køkkenbordet, og lidt skøn julemusik i radioen, for det kan drille noget så skrækkeligt med de små kartofler, men pilles skal de!
Dem jeg har brugt i dag, var nu ikke så trælse at pille. Heldige mig, for jeg skulle selv pille dem i dag 😀
Ingredienser – 4 personer
800 g. små kartofler
100 g. sukker
25 g. smør
Kartoflerne skylles og koges i letsaltet vand. De skal koge i 12 minutter.
Hæld vandet fra kartoflerne og fyld gryden – med kartoflerne i – med koldt vand.
Hæld vandet fra med det samme.
Læg låg på og lad kartoflerne stå i 2 minutter.
Nu skulle de være nemme(-ere) at pille.
Kartoflerne køler helt ned, inden de skal bruges – og gerne til køleskabskold.
Når de skal brunes, skal de være helt tørre, så læg dem på et viskestykke og dup dem tørre.
Kom sukkeret på panden, og smelt det ved god varme.
Når sukkeret er smeltet og lysebrunt, kommes smørret på.
Når smørret er bruset af, kommes kartoflerne på.
Skru varmen ned på medium, og lad kartoflerne ligge et par minutter, før du forsigtigt vender rundt i dem.
Lad dem ligge et par minutter, og så vender du rundt i dem igen. Sådan fortsætter man i 10-15 minutter, til sukkermassen bliver tykkere, og kartoflerne er fint brune.
Server med det samme.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.