Der var godt modne bananer i køleskabet i dag. Jeg kan godt lide bananer, men ikke når de er rigtig modne 😉 Jeg havde overvejet banankage, for sådan en mangler der vist på bloggen, men fik den idé i nat, at de måtte kunne komme i boller. Natteroderi med ikke meget søvn, resulterer jævnligt i idéer til bloggen 😉 og den her idé er absolut en af de bedre. Det er blevet skønne boller! Bløde og saftige er de, og så smager de helt fantastisk 🙂 Happy dance i køkkenet i dag!
Jeg har pekannødder i bollerne. De kan erstattes af valnødder, andre nødder eller mandler, hvis du bedre kan lide det.
Jeg havde overvejet ikke at komme sødning i dejen, da bananerne er ret søde i sig selv, men gæren har brug for noget sukker, og lidt sødning fremhæver også banansmagen.
Bollerne passer rigtig godt på morgenbordet, eller til en kop kaffe eller te senere på dagen. Lav dem eventuelt små, og brug dem som en lækker ting i madpakken til små putter.
Min rygmuskel er stadig noget værre skrammel, så der er – for mig – lidt stille i køkkenet. Røremaskinen havde jeg hjælp til at få flyttet frem på bordet, så den må pænt stå der, til nogen kommer hjem og kan rykke den tilbage. Billeder er der heller ikke voldsomt mange af under fremgangsmåden, men det er en nem opskrift, så det skulle være til at hitte ud af alligevel.
Ingredienser – 12 store boller
25 g. gær
1 dl. lunt vand
200 g. yoghurt naturel
2 dl. havregryn
1 æg
50 g. blødt smør
1 spsk. honning
1 tsk. salt
300 g. modne bananer – skrællet vægt
500 g. hvedemel
75 g. pekannødder
75 g. mørk chokolade i knapper eller grofthakket. Jeg har brugt 70% Callebaut
desuden bruges 1 æg til pensling
Hak pekannødderne groft og mos bananerne.
Kom alle ingredienser på nær chokolade i røremaskinen.
Ælt dejen godt og længe – gerne omkring 10 minutter – til en blød dej. Den er klistret, og det skal den være 😉
Rør chokoladen i.
Dejen hæver lunt og tildækket i 1 time.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og del den i 12 stykker. Jeg har øvet mig i rustikt udseende i dag, så dejen er bare skåret i 12 stykker.
Sæt bollerne på bageplade.
Bollerne efterhæver i 45 minutter.
Pensl bollerne med sammenpisket æg.
Bag dem i en 220 grader varm ovn ved almindelig ovn i ca. 15 minutter.
Køl bollerne af på en rist.
Jakob skriver
Hej, hvordan tror du den bliver hvis man lader den langtidshæve med meget mindre gær?
God jul.
Spisestuen skriver
Jeg ville ingen betænkeligheder have ved at lade den hæve natten over på køl med halv gærmængde, men jeg ved ikke hvordan bananer opfører sig, hvis dejen skal stå i længere tid.
Også en dejlig jul til dig.
Hilsen Lene
Anna skriver
Man kan sagtens langtidshæve (i køleskab natten over) med banan i dejen. Jeg har gjort det med succes mere end en gang.
Signe skriver
Hejsa 🙂
Tænker du, at de kan fryses?
Mvh Signe
Spisestuen skriver
Det skulle de fint kunne 🙂
Hilsen Lene