I sommer var vi forbi Café “Under Elmene” – igen 😉 – og de laver den skønneste sandwich med lun gedeost, så der har jeg hentet inspiration til dagens frokost. Jeg har tilføjet friske blåbær på min sandwich og dressingen er en anden, men altså! Lun gedeost, saltmandler og tørrede tomater smager himmelsk sammen 🙂
Jeg er den eneste i familien, der kan lide gedeost. Det er et stort mysterium, for chefen elsker mad – i hvert fald alt det jeg laver 😉 – men gedeost skal jeg afholde mig fra at komme i 😀 Jeg fatter ingenting, for det smager skønt!
Jeg har ikke angivet præcise mængder her i opskriften, men jeg har skrevet, hvad jeg har brugt, og så er det op til dig, hvor meget af de enkelte ting, du vil have i. Dressingen er der dog en rigtig opskrift på 😉 En ting er sikkert. Der kunne sagtens have været et par skiver ost mere i min sandwich 🙂
Jeg bagte en stak grove sandwichboller i aftes, og de smager skønt til den her sandwich 🙂 Giv dem en tur på brødristeren, når du har flækket dem, så de bliver lækre og sprøde.
Pssst… lav endelig rigeligt med saltmander. De fordufter helt af sig selv, når de står på køkkenbordet 😀
Ingredienser
sandwichboller
gedeost
rucola
saltmandler
tørrede tomater
løgringe
friske blåbær
dressing – opskrift længere nede i indlægget
Skær gedeosten i tykke skiver.
Læg skiverne på en bageplade.
Sæt dem i en 200 grader varm ovn ved almindelig ovn i ca. 5 minutter.
Men osten er i ovnen, forberedes resten af sandwichen.
Bollen ristes på skærefladen. Det glemte jeg så 😉
Læg rucola, løgringe, tørrede tomater og saltmandler på brødet og dryp med lidt dressing.
Læg de lune skiver ost på og kom blåbær, lidt mere tomat og flere mandler på. Slut af med et dryp dressing.
Ingredienser honning-senneps dressing
2 spsk. æblecidereddike
1 spsk. honning
1 spsk. sennep
2 spsk. olivenolie
smages til med lidt salt
Kom alle ingredienser i et glas og ryst dem sammen.
Smag til med lidt salt.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.