Jeg har leget lidt med en opskrift på et helt almindeligt rugbrød uden surdej og uden øl, og jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet. Dejlig krumme og skøn smag. Det er et lidt mildt rugbrød i forhold til brød bagt på surdej. Vi er faktisk ret vilde med det.
Jeg har ellers i mange år bagt rugbrød på surdej, men sådan en surdej trives bedst, når man bager ca. 1 gang om ugen. Sommetider kan man godt lade sin surdej stå 2-3 uger, men ikke for tit. Her i familien spises der ikke ret meget rugbrød mere, så min surdej er røget på frost. Så må jeg se, om den ikke kan vækkes til live igen, hvis vores rugbrøds-vaner ændrer sig igen.
Ellers bager jeg det her brød eller solsikkerugbrød uden surdej, når vi har lyst til hjemmebagt rugbrød.
Hvis du er nysgerrig på rugbrød med surdej, så kig forbi Mørkt maltet rugbrød. Her er link til surdej, og til forskellige opskrifter på rugbrød med surdej.
Ingredienser – 1 brød i en 3-liters form
dag 1
½ l. koldt vand
300 g. yoghurt naturel
5 g. gær – det er så beklageligvis ikke kommet med på billedet 😉
3 dl. knækkede rugkerner
1 dl. hørfrø
100 g. hvedemel
dag 2 – 12 timer senere
10 g. gær
1 spsk. salt
1 spsk. sirup – kan erstattes af sukker eller honning
400 g. groft rugmel
Dag 1:
Kom vand, yoghurt, gær, knækkede rugkerner, hørfrø og hvedemel i røreskålen.
Rør godt sammen og dæk skålen med stanniol, husholdningsfilm eller en stor tallerken.
Står på køkkenbordet i 12 timer. Jeg rører mit sammen til aften.
Dag 2 – efter 12 timer:
Dejen lugter nu syrligt, og der er små luftbobler i.
Tilsæt gær, salt, sirup og rugmel og rør dejen godt sammen.
Kommes i en form på 3 liter.
Efterhæver lunt og tildækket i 2 timer. Sæt gerne brødet til hævning i ovnen, så behøver det ikke dækkes til.
Brødet sættes i den kolde ovn, og ovnen tændes på 180 grader almindelig ovn.
Brødet bages i 1½ time.
Pak det varme brød ind i et hårdt opvredet viskestykke.
Brødet kan skæres i pæne skiver, når det er kølet helt af.
annette ruusunen skriver
Hej….kan man erstatte de knækkede rug-kerner med andet…..i så fald hvad, og mængde ?
Spisestuen skriver
Andre kerner som hvedekerner eller speltkerner eks. og i samme mængde 🙂