Ved et af vores besøg hos Café Evald i Silkeborg, fik vi ovnbagt laks med citroncreme. Det var en del af deres brunchbuffet, og det smagte så dejligt. Jeg tror, jeg har ramt citroncremen meget godt. Den smager i hvert fald skønt til laksen 🙂
Jeg tænker, at alle mere eller mindre har en favoritmåde at lave en lakseside i ovnen på, og her i indlægget får du min 🙂 Ellers kan jeg også godt lide at smøre laksen med sød chilisovs eller honning dijonsennep, når den tilberedes i ovnen.
Det er slet ikke sæson for grønne asparges, men ved et besøg i grøntafdeligen i Bilka i lørdags, lå der bare de flotteste friske asparges, så de kom med hjem 😉 Det er forårsagtigt og lækkert til laks.
Brug retten som en del af brunch bordet, til frokost, forret eller aftensmad. Jeg serverede laksen lun, men den smager også skønt, når den er kold.
Ingredienser – 4 personer til frokost
1 ovnbagt lakseside
min favoritversion
1 lakseside – ca. 700 g
1-2 jalapeno chili – eller hvilken du foretrækker
lidt olivenolie
flydende honning
salt og friskkværnet peber
citroncreme
2½ dl. creme fraiche 18%
fintrevet skal af 1 citron
saft af 1 citron (ca. ½ dl.)
1 tsk. flydende honning
1 tsk. tørret dild
salt og friskkværnet peber
desuden bruges 1 pose rucola og 1 bundt friske grønne asparges
Start med laksen.
Læg laksesiden på et stykke bagepapir på en bageplade.
Smør den med lidt olivenolie. Nemmest med fingrene 🙂
Dryp med lidt flydende honning.
Fordel finthakket chili over og drys med salt og peber.
Sættes i en 200 grader varm ovn – ved almindelig ovn – i ca. 20 minutter.
Til citroncremen kommes alle ingredienser i en skål og røres sammen.
Smag til med salt og peber og evt. mere citronsaft.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.