Kan man bage jødekager i oktober måned i strålende solskin? Ja, det tror jeg nok, for her i familien er bagværk med kanel bare altid et hit!
Jeg hører til dem, der synes, at småkager smager bedst, når de er nybagte, så jeg laver sjældent store portioner. Til gengæld bager jeg julesmåkager flere gange i december måned 🙂
Småkagerne opbevares i kagedåse, og smager rigtig godt i en uges tid – som alle andre småkager 😉
Brug rigtigt smør til småkager, og ikke smørbart eller et blandingsprodukt.
Ingredienser – ca. 30 styk
150 g. koldt smør
250 g. hvedemel
100 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 æg
til pensling og drys
1 æg
3 spsk. rørsukker
1½ tsk. kanel
Kom mel og smør i mindre stykker i en skål.
Smuldr smørret mellem fingrene. Pas på ikke at stå for meget med det i hænderne, så smørret bliver varmt. Det må godt gå lidt stærkt 😉
Bland sukkeret i.
Slå ægget ud i og saml dejen hurtigt.
Dejen skal kun lige samles. Den skal absolut ikke æltes, så får man hårde småkager.
Pak dejen ind i film og kom den på køl i 30-45 minutter.
Rul dejen ud på et meldrysset bord i ca. 2 mm.’s tykkelse. Stik småkagerne ud med en udstikker på ca. 6 cm. i diameter.
Læg småkagerne på bageplade.
Rør rørsukker og kanel sammen.
Pensl småkagerne med sammenpisket æg og drys med kanelsukker.
Bag småkagerne ved 200 grader almindelig ovn i 6-8 minutter.
Lad dem køle af på en rist.
Opbevares i kagedåse.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.