På vores sidste tur til København, spiste vi aftensmad på Café “Under Elmene”. Vi har været der nogle gange, og det er altid en fornøjelse. Der er god stemning, venlig og høflig betjening, og så laver de noget rigtig god mad 🙂 Vi fik en salat med spicy oksekød, og det smagte altså godt! Jeg har forsøgt at gøre det efter, og det er lykkedes ret godt 😉 Haps! noget lækkert kød til salat, sandwich eller i pitabrød 🙂 Mørt og lækkert!
Vi har fået det til aften på rucola salat med sesamfrø og små tomater på toppen. Lige pludselig er jeg bare vild med rucola salat, så det bruger jeg en del af for tiden, men brug den salat, du godt kan lide 🙂
Ingredienser
ca. 1 kg. okseinderlår i tynde strimler – jeg har købt en roastbeef. Skåret den i tynde skiver, og så skåret skiverne i tynde strimler.
chilimarinade
½ dl. olivenolie
½ dl. soja
½ dl. citronsaft
½ tsk. honning
2 chili
2 fed hvidløg
salt og peber
dressing
½ dl. olivenolie
½ dl. soja
5-6 dråber sesamolie
1 spsk. honning
1 finthakket chili
1-2 spsk. finthakket ingefær
½ dl. citronsaft
salt og peber
Start med marinaden til kødet.
Hvidløg og chili hakkes fint og blandes med resten af ingredienserne i en skål.
Kødet kommes i, og blandes godt med marinaden.
Hæld kød og marinade i en pose og læg på køl i 8-10 timer.
Kødet brunes på panden ved god varme. Kom ikke det hele på panden på én gang, men steg lidt ad gangen.
Alt kødet kommes tilbage i sauterpanden sammen med resten af marinaden og krydres med salt og peber. Pas på med mængden af salt, for soja er meget salt. Der kommes ½ dl. soja og ca. 1 dl. vand ved. Det skal lige knap dække kødet.
Nu lægges låg på, og kødet simrer ved svag varme i 1 time.
Sluk for panden og lad kødet trække i 45 minutter under låg.
Køl kødet ned i væden.
Ved servering pilles kødet op og væden kasseres. Server kødet lunt eller koldt.
Til dressingen blandes alle ingredienser i et glas. Lad gerne dressingen trække nogle timer på køl inden servering, men den kan også serveres med det samme.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.