Hvis man vil glæde sin teen her i familien – og vist også de voksne børn 😉 – så skal man lave en god pastaret 🙂
Kylling og bacon i en skøn cremet sovs af fløde og ost serveret ovenpå hjemmelavet pasta, kan ikke rigtig gå galt 😉 Jeg har friske krydderurter i vindueskarmen, og dem har jeg kommet på ved servering. Hvis du ikke har det, kan du komme lidt tørret timian og oregano i retten.
Basilikum, timian og oregano klæder retten rigtig godt 🙂 Til fotoportionen har jeg behersket mig med mængden af parmesan. Der kom meget mere på, da kameraet blev slukket 🙂
Ingredienser – 4 personer
400 g. kylling
1 pk. bacon
1 løg – jeg har brugt et banan skalotteløg
1 fed hvidløg
75 g. revet cheddar – eller mozzarella
2 dl. piskefløde
250 g. små tomater
fintrevet skal af ½ citron
desuden revet parmesan ved servering og friske krydderurter – jeg har brugt timian, basilikum og oregano.
Bacon skæres/klippes i mindre stykker og steges i lidt smør på panden.
Når det er brunet, kommes finthakket løg og hvidløg på og steger med et par minutter.
Kylling i mindre stykker kommes på og brunes.
Kom 1 dl. vand på. Læg låg på og lad simre i 30 minutter.
Kom ost og piskefløde på og kog ind et par minutter.
Kom tomater skåret i mindre stykker i sammen med fintrevet citronskal og varm igennem et minut.
Smag til med salt og peber.
Server med pasta, friske krydderurter og fintrevet parmesan.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.