Svampede og skønne muffins med små stykker pære og dejlig smag af kardemomme 🙂 Danske Clara Friis pærer er i sæson, og så spises der masser af pærer her i familien. I dag kom der også lidt i mine muffins.
Jeg har kommet almindelig glasur af flormelis og vand på det halve af mine muffins, og mørk smeltet chokolade og hakkede cashewnødder på den anden halvdel. Jeg synes, de er bedst med chokolade, men der skulle også være kager til de mindste i familien, og her er mørk chokolade måske ikke lige et hit 😉
Jeg elsker kardemomme. Hvis du ikke er så vild med det, kan det undlades eller evt. erstattes med kanel eller kornene af en god vaniljestang.
Ingredienser – 18 styk
225 g. hvedemel
200 g. rørsukker
1 tsk. natron
1 tsk. kardemomme
200 g. yoghurt
75 g. smeltet smør
2 æg
250 g. pærer – skrællet og renset vægt
desuden glasur eller mørk chokolade og lidt nødder til pynt.
Smelt smørret og lad det køle lidt ned.
Pærerne skrælles, befries for kernehus og skæres i små stykker.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål.
Bland alle våde ingredienser i en anden skål.
Hæld de tørre ingredienser op i skålen til de våde.
Rør dejen sammen. Rør kun lige til dejen er samlet.
Vend pærestykkerne i dejen.
Fordel dejen i 18 muffinsforme.
Bages ved 175 grader almindelig ovn i ca. 20 minutter.
Hvis man vil have chokolade på, lægges der stykker mørk chokolade på de varme muffins. Når chokoladen smelter, smøres den ud med en kniv, og der drysses med grofthakkede nødder.
Hvis man ønsker glasur på, røres den af flormelis og vand, og kommes på de kolde muffins.
Birgit Hansen skriver
Gode muffen smagen af Clara Friis pærer og kardemomme klæder hinanden godt.
Jeg kunne godt tænke mig nogle opskrifter med
Brombær da jeg har haft mange af dem i haven i år.
Spisestuen skriver
Brombær er også bare super lækre. Jeg har i dag lavet små tærter med brombærmousse 🙂 Måske du skulle kigge på dem så:
http://spisestuen.dk/2016/09/smaa-bloede-taerter-med-brombaermousse/
Hilsen Lene