Ingefær smager skønt – også i bagværk. Med den mængde, jeg har kommet i, smager bollerne mildt af ingefær. Hvis du vil have kraftigere smag, så kom det dobbelte i, men jeg synes det er lige tilpas. Der er også revet æble i bollerne, og de er blevet rigtig skønne. Bløde og lækre. Nogen er drysset med kanelsukker, og nogen er uden. Begge er dejlige med koldt smør, eller bare som de er 🙂
Metoden, til at forme bollerne, har jeg set i et afsnit af “Den store bagedyst” sæson 2014 , hvor Christian lavede mandelstjerner. Det så sjovt ud, så det har stået i idébanken siden 😉
Hvis du ikke har lyst til at stå med plastikkortet og lave boller, der ligner stjerner, så lav dem bare til almindelige boller.
Ingredienser – 12 boller
25 g. gær
200 g. yoghurt naturel
1 dl. lunt vand
300 g. hvedemel
300 g. durummel
75 g. rørsukker
1 tsk. salt
50 g. blødt smør
1 æg
25 g. ingefær – revet vægt
100 g. æble – revet vægt
Ingefær rives på et rivejern helt fint og æble rives groft.
Alle ingredienser kommes i røremaskinen.
Æt dejen godt og længe – 15-20 minutter – til den er blød og elastisk. Den er let klistret, og det skal den være.
Lad dejen efterhæve lunt og tildækket i 45 minutter.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Jeg bruger durummel på bordet.
Del dejen i 12 stykker.
Tril dejen til boller og tryk bollerne flade.
Brug den korte side af et plastikkort – størrelse dankort – og stik dejen 3 gange.
Vend spidserne ud og nu skulle det gerne ligne en stjerne.
Lægges på bageplade.
Efterhæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Pensles med sammenpisket æg og drysses evt. med kanelsukker.
Bages ved 210 grader almindelig ovn i ca. 12 minutter.
Køler af på rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.