Brombærsyltetøj smager skønt – og specielt til pandekager 🙂 eller til æbleskiver, is, på ristet brød eller til ost.
Jeg havde en halv liter kærnemælk, der skulle bruges. Den kom i en portion pandekager, så det her er eftermiddagshygge i bedste stop-madspild-stil 🙂 Jeg lavede små amerikanske pandekager til – 3 styk ad gangen på panden. Hvis du hellere vil have almindelige pandekager til dit brombærsyltetøj, har jeg en opskrift på “Pandekager – gode til hverdag”. Skønne bløde og tynde pandekager.
Jeg havde ikke tænkt, at jeg ville tykne min syltetøj. Det valgte jeg at gøre alligevel, så derfor er den røde Melatin ikke med på ingrediensbilledet.
Jeg kommer ikke Atamon i mit syltetøj. Jeg skolder rengjorte glas, og er ellers omhyggelig med hygiejnen i mit køkken, og så laver jeg altid mindre portioner syltetøj ad gangen, og opbevarer det på køl. Glassene lukker jeg med det samme, når syltetøjet er kommet i, så de danner vakuum, når de køler ned.
Små pandekager med lunt brombærsyltetøj – uhmm… 🙂
Ingredienser – ca. 800 g. syltetøj
500 g. brombær – mine er frosne
300 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 spsk. citronsaft
evt. 1 tsk. rød Melatin rørt sammen med 2 spsk. rørsukker
Kom brombærrene i en gryde sammen med sukkeret.
Varm langsomt op og lad det koge nogle minutter til brombærrene er møre, men ikke faldet fra hinanden.
Kom citronsaft i og smag på syltetøjet. Måske der skal mere sukker i. Der er forskellige arter af brombær. Mine er tornefri brombær, der er plukket i en have, og de er ikke voldsomt sure.
Rør Melatin/sukkerblandingen i under omrøring og kog det med et par minutter.
Hældes på rengjorte og skoldede glas, der lukkes med det samme.
Køles ned og opbevares i køleskab.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.