Jeg lavede doughnuts den anden dag, og så er det jo oplagt også at afprøve at lave berlinere 😉 Det er samme dej, og fritureolien havde jeg også. Den var blevet siet og stod på køl, så jeg forkælede familien med berlinere i går. Jeg lavede også en portion doughnuts mere, for det var ikke alle i familien, der smagte første gang, jeg lavede dem, så her var friturekogte kager i lange baner 🙂
Jeg lavede nogle helt traditionelle berlinere med hindbærsyltetøj, trillet i rørsukker, og så lavede jeg nogle med skildpaddefyld, der blev trillet i kanelsukker, og her får den traditionelle altså skarp konkurrence, for hold nu kaje, det er godt! 🙂
Jeg lavede en hindbærsyltetøj selv, hvor jeg siede kernerne fra, så er det nemmere at sprøjte ind i berlinerne. Jeg brugte en klemmeflaske, men du kan også bruge en lang tynd tyl på en sprøjtepose.
Der er rigeligt fyld, men begge dele smager skønt på en hjemmebagt bolle 🙂 Hvis du mangler en god opskrift på sådan en, så kig forbi Fødselsdagsboller 🙂
Og her gemmer sig hindbærsyltetøj 🙂
Favoritten med skildpaddefyld – trillet i kanelsukker 🙂
Ingredienser – 11 styk
1½ dl. lunt vand
25 g. gær
1 æg
75 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
100 g. blødt smør
450 g. hvedemel
½ tsk. fint salt – kom ikke med på billedet
1/4 tsk. revet muskatnød
hindbærsyltetøj
200 g. hindbær
100 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 tsk. rød Melatin
skildpaddefyld
4 store skildpadder fra Toms
1 dl. piskefløde
desuden bruges rørsukker og kanel til at trille i.
Start med hindbærsyltetøj og skildpaddefyld, da det skal køles helt ned.
Hindbær og sukker kommes i en gryde.
Bringes langsomt i kog og koger under låg i 5-10 minutter, til bærrene er møre.
Si blandingen og kom saften op i gryden igen.
Rør Melatin sammen med en god skefuld sukker og drys det i hindbærsaften under omrøring.
Kog igennem et par minutter under omrøring.
Hæld op i en skål og køl helt ned til køleskabskold.
Kom fløden i en gryde og varm op til næsten kogepunkt.
Tag gryden fra varmen og kom skildpadderne i. Lad dem ligge et par minutter.
Rør til skildpadderne er smeltet og massen er ensartet.
Hældes i en skål og køles ned til i hvert fald stuetemperatur og gerne koldere, så massen tykner.
Til dejen kommes alle ingredienser i røremaskinen.
Ælt dejen godt og længe – 10-15 minutter – til en blød og elastisk dej, der lige akkurat slipper skålen.
Hæver lunt og tildækket i 1 time. Man kan også hæve dejen i køleskab. Så skal den hæve 10-12 timer.
Hældes ud på bordet. Ælt ikke dejen, men rul den bare ud i ca. 1 cm.’s tykkelse.
Stik dejen ud med en udstikker på ca. 8 cm. i diameter.
Saml overskyndende dej sammen og rul ud en gang til.
Læg dem på bagepapir drysset med lidt mel, og lad dem efterhæve lunt og tildækket i 45 minutter.
Kog berlinere i fritureolie ved 180 grader i ca. 1½-2 minutter på hver side.
Tag dem op og lad dem dryppe af på køkkenrulle.
Når de er kølet ned, trilles de i rørsukker eller kanelsukker, og der sprøjtes ønsket fyld i.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.