En af de to kager til Sophia’s 4 års fødselsdagsfest. Sophia elsker sin farmors jordbæris, så kagen består af vaniljebunde med jordbærmousse imellem. Moussen er med husblas, men det skal du ikke lade dig afskrække af. Hvis du følger vejledningen her, kan det ikke gå galt 🙂
Kagen er smurt op med smørcreme, og så er der lagt sukkerprint på. Det er en helt enkel kage.
Tyllen, jeg har brugt til kant og bund, er 1M fra Wilton. Til håret er der brugt en med mange små takker. Billede er nede i indlægget. Min smørcreme er farvet med pastafarve “royal blue” fra Wilton. Man kan tilsætte sin smørcreme vanilje, citron- eller lime skal, kakao eller lakrids måske, men når den skal farves, synes jeg, den som udgangspunkt skal være helt ens i farven, så min er en helt enkelt grundcreme.
Sukkerprint kan man angiveligt købe flere steder. Jeg har selv fundet billedet, jeg ville have på, og så har jeg købt printet hos lenelagkage.com. Super hurtig ekspedition og rigtig fint print. Jeg købte i a-4 størrelse, og har selv klippet det ud.
Ingredienser – 1 kage på 26 cm.
bunde
6 æg
300 g. rørsukker
185 g. hvedemel
jordbærmousse
6 blade husblas
450 g. jordbær – fra frost
1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
75 g. sukker
1½ spsk. citronsaft
4½ dl. piskefløde
smørcreme
500 g. stuetempereret smør
ca. 1 kg. flormelis
ca. ½ dl. fløde – eller mælk
blå pastafarve – jeg har brugt “royal blue” fra Wilton
Start med at lave bundene.
Hvis du ønsker billeder til fremgangsmåden, så kig forbi Tykke lagkagebunde. Jeg har reguleret opskriften, så bundene er en mellemting mellem tykke og tynde 😉
Æg, rørsukker og kornene af vaniljestangen kommes i en skål.
Piskes hvidt og luftigt. Brug mindst 10 minutter med elpisker på højeste hastighed – også gerne 15 😉
Melet sies i og dejen vendes sammen.
Fordeles i 3 smurte springforme på 26 cm.
Bages ved 200 grader i 9-10 minutter. Jeg bager én bund ad gangen ved almindelig ovn.
Lad dem køle et par minutter i formen, inden de lægges til afkøling på rist.
Når bundene er kolde, skal de pakkes ind i film, så de ikke bliver tørre.
Så laves jordbærmousse.
Hvis du ønsker billeder til fremgangsmåden, så kig forbi jordbærmousse. Jeg har reguleret lidt i mængden her, men fremgangsmåden er den samme.
Husblas lægges i blød i koldt vand i 15-20 minutter.
Jordbær, vaniljekorn, sukker og citronsaft kommes i en gryde.
Varmes langsomt op og koger igennem nogle minutter til jordbærrene er møre.
Giv dem en tur med stavblenderen.
Tag gryden fra varmen og rør den udblødte husblas i.
Hæld i en skål og lad køle ned til lun (temp. på babys badevand).
Pisk fløden til blødt skum.
Rør 1/4 af flødeskummet i. Rør bare godt til.
Nu hældes blandingen op i resten af flødeskummet og vendes sammen.
Læg en bund på et fad, og læg ringen fra springformen rundt om med et stykke kageplast i.
Fordel det halve af jordbærmoussen på bunden.
Læg en bund på og fordel resten af moussen på den.
Læg den sidste bund på.
Dæk kagen godt til og sæt den i køleskabet, så moussen kan sætte sig. Det tager 3-4 timer eller gerne natten over.
Når kagen har sat sig smøres den op med smørcreme. Her lavede jeg i første omgang for lidt, så billederne viser ½ portion 😉
Kom smørret i en skål og pisk et par minutter.
Kom det meste af flormelissen i. Hold ca. 100 gram tilbage til at regulere konsistensen med til sidst.
Start på lav hastighed til flormelissen er rørt ud. Sæt hastigheden op til max. og pisk i 10-15 minutter.
Pisk fløde/mælk i. Hvis smørcremen nu er for tyk, kommes lidt mere fløde/mælk i. Hvis den er for tynd, kommes lidt mere flormelis i. Til opsmøring skal du passe på, at den ikke er for tyk, for så er den svær at fordele på kagen.
Tag 1 tredjedel af smørcremen fra til Elsa’s hår. Resten af smørcremen farves i ønsket blå nuance.
Her er ringen af springformen taget af.
og befriet for kageplast.
Smør først kagen med et tyndt lag blåt smørcreme.
Sæt kagen tilbage i køleskabet i ½ time, så smørcremen bliver fast.
Smør kagen op.
Læg sukkerprint på kagen.
Tyllen til venstre er 1M og den er brugt til kanten på top og i bunden. Den til højre er brugt til håret.
Kom den hvide smørcreme i en sprøjtepose og tyl Elsa’s hår på først.
Fyld den blå smørcreme i en sprøjtepose med tyl og sprøjt på kagen i et mønster, som du godt kan lide.
Drys med krymmel og pynt med lys.
Jeanett skriver
Kan man lave kagen dagen i forvejen? Hvis ikke hvor meget af den kan man så lave dagen inden den skal serveres? Jeg skal lave dem til 20 børnehavebørn som kommer kl 10 om formiddagen så jeg skulle gerne kunne lave så meget som muligt aftenen i den
Spisestuen skriver
Du kan sagtens lave kagen dagen i forvejen, men sukkerprint er bedst at lægge på, den dag kagen skal bruges.
Du kan evt. lave smørcreme til pynt dagen før og komme i køleskabet i sprøjtepose. Tages ud fra køl en times tid, inden det sprøjtes på kagen.
Hilsen Lene
Stine skriver
Hej
Hvor høj er kageplasten ? Jeg kan kun finde 8cm højde på nettet 🙁
Agnete Sørensen skriver
Hej
Så fin en kage! Min datter har forelsket sig i den og derfor vil jeg høre hvor du har købt sukkertrykket?
Spisestuen skriver
Mange tak 🙂
Der er link i teksten øverst i indlægget 🙂
Hilsen Lene
Mette skriver
Kan kagen fryses med smørcrem smurt over alt. Så det kun er og komme print på og pynte førdig