Mit ældste barnebarn fylder 4 år lige om lidt, og hele familien fejrede hende i går. Sophia elsker Elsa! 🙂 så selvfølgelig skulle hun have en Elsa kage. Hun fik faktisk to 😉 Den anden kommer der indlæg om lidt senere, når jeg får det brygget sammen.
Den her kage var rigtig sjov at lave. Det er første gang, jeg har lavet sådan en. Kager overtrukket med marcipan gør jeg ikke meget i, men det har været rigtig sjovt at prøve. Hvis man godt kan lide fondant, gætter jeg på, at det er nemmere at arbejde med på sådan en kage her. Jeg bryder mig ikke om det, og har aldrig lavet en kage med fondant, og jeg synes overtræksmarcipanen her er rigtig fornuftig at arbejde med. Den kan rulles lige knap så tyndt, men det gør ikke så meget, for den smager også godt 🙂
Kagen består af tykke chokoladekage bunde lagt sammen med en kakao smørcreme. Kagen er også smurt op med kakao smørcreme. Der er stukket en Elsa dukke i kagen, og den er overtrukket med marcipan. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet, og kagen havde et super flot snit, da den blev skåret. Det fik jeg så ikke lige et billede af midt i festen 😉
Det er en ret stor kage. Fadet, kagen står på, måler 27 cm. i diameter, og dukken er omkring 30 cm. høj 🙂
Med hensyn til mængder, har jeg i opskriften angivet, hvad jeg har brugt. Også hvad jeg havde tilovers 😉 for det er altså bedre at lave lidt ekstra. Smørcremen kan gemmes på køl nogle dage, og den kan også kommes på frost til en anden gang. Overtræksmarcipanen havde jeg også noget tilovers af, og den har jeg ikke helt fundet ud af, hvad jeg vil bruge til – endnu 🙂 Kagerester var der rigeligt af, for jeg bagte chokoladekagen i en stor form og skar bundene ud af, så resten er kommet på frost. De kan indgå i en produktion af romkugler en dag 🙂 Det er muligt, at resten af overtræksmarcipanen også ender i romkuglerne 🙂
Ingredienser
chokoladekagebunde – 1 form på 25 x 35 cm.
450 g. hvedemel
200 g. rørsukker
250 g. brun farin
1 spsk. vaniljesukker
2 tsk. natron
2 tsk. bagepulver
100 g. kakao
200 g. solsikkeolie – eller smeltet smør
300 g. yoghurt naturel
3 æg
3 dl. varm kaffe – kan erstattes med varmt vand
100 g. mørk chokolade
kakao smørcreme
500 g. stuetempereret smør
ca. 1 kg. flormelis
6 spsk. kakao
ca. ½ dl. fløde – eller sødmælk
overtræksmarcipan
600 g. ren rå marcipan
600 g. flormelis
150 g. glukose sirup
pastafarver – jeg brugte Wiltons “royal blue” og “teal” (mørkeblå og turkis)
Start med kagebundene.
Rør alle tørre ingredienser sammen i en skål.
Rør alle våde ingredienser sammen i en skål.
Hæld de tørre ingredienser ned til de våde og rør dejen sammen.
Rør kun lige til dejen er ensartet og fin.
Rør den grofthakkede chokolade i til sidst.
Hæld dejen i en form på 25 x 35 cm.
Bages i en 175 grader varm ovn ved almindelig ovn i ca. 40 minutter.
Lad kagen køle helt af.
Nu laves smørcremen.
Kom smør og det meste af flormelisen i røreskålen. Hold ca. 100 g. flormelis tilbage til at regulere konsistens med til sidst.
Så skal der røres. Start langsomt, ellers har du flormelis i hele køkkenet.
Rør ved god hastighed i 10-12 minutter, til cremen er luftig og fin.
Kom kakao og fløde/mælk i og rør sammen.
Nu regulerer du konsistensen på cremen. Hvis du synes, den er for tyk, tilsætter du mere fløde/mælk. Hvis du synes, den er for tynd, tilsætter du mere flormelis.
Dæk skålen med film og lad den stå på køkkenbordet, mens du skærer chokoladekagen.
Skær toppen af kagen, så den er lige.
Skær 3 bunde ud af kagen. Jeg brugte et låg, der måler ca. 12 cm. i diameter. Den ene bund (til bunden) skar jeg lidt større.
Læg den største bund på et fad, og kom et lag smørcreme på.
Læg en bund mere på. Et lag smørcreme mere og så den sidste bund.
Skær den øverste bund til, så den runder.
Smør et tynd lag smørcreme over kagen. Det “limer” krummerne fast på kagen.
Sæt kagen på køl ½-1 time. Lad smørcremen stå tildækket på bordet imens.
Nu kan kagen smøres op, uden man får kørt en masse krummer sammen med sin smørcreme.
Sæt kagen på køl, så cremen kan sætte sig. Jeg smurte kagen op om aftenen og lod den stå på køl natten over, inden den blev overtrukket med marcipan næste morgen.
Når cremen har sat sig – eller dagen efter – overtrækkes kagen med overtræksmarcipan.
Overtræksmarcipanen lavede jeg om aftenen, filmede og lod ligge ved stuetemperatur natten over, så var den nem at arbejde med. Det er ikke en nødvendighed at lade den ligge nogle timer, men det giver et godt resultat.
Alle ingredienser kommes i røremaskinen. Læg flormelis nederst, så glukosesirup og til sidst marcipan i grove stykker. Jeg bruger spaden til at røre det sammen med.
Rør til blandingen er “klumpet”.
Tag det ud på bordet og ælt sammen.
Del marcipanen op med 2 tredjedele til den blå og 1 tredjedel til den turkise.
Tag pastafarve med en tandstikker og ælt det ind i marcipanen. Jeg opgav at have bordet dækket til i processen, og det var nemt at vaske farven af bagefter.
Pak marcipanen ind i film og lad den ligge på bordet, til den skal bruges. Jeg ved ikke, hvor længe man kan have den liggende, men til dagen efter kan man sagtens.
Når smørcremen har sat sig på kagen – eller dagen efter – er kagen klar til at blive overtrukket med marcipan.
Tag den blå marcipan og rul ud på et bordet drysset godt med flormelis. Med hensyn til størrelse, så lægger du et målebånd over kagen. Marcipanen skal have samme mål, som hele vejen over kagen. Min kage målte 38 cm. hele vejen over, så den blå marcipan blev rullet ud med en diameter på 38 cm.
Den er rullet ud i ca. 2 mm.’s tykkelse, og midten afsættes.
Jeg havde så ikke noget med 38 cm. i diameter at skære efter, så jeg afsatte små mærker 19 cm. fra midten hele vejen rundt og skar stykket ud med en pizzaskærer.
Skær et enkelt snit ind til midten, så er det nemmere at lægge over kagen. Sørg for at skrabe overskydende flormelis væk fra bordet rundt om marcipanen, så man ikke får den smurt ind i flormelis ovenpå.
Læg marcipanen over kagen.
Pak dukken midlertidigt ind om hovedet, så den ikke bliver smurt ind.
Rul et stykke blåt marcipan ud til toppen. Her må du prøve dig frem. Det har jeg ingen mål på.
Et stykke af den turkise marcipan rulles ud og skal bruges som “slæb” bag på kjolen.
Rul også små stykker turkis ud som pynt på toppen. Når du er tilfreds med toppen, putter du Elsa ned i kagen og skærer toppen til i længden.
Læg et stykke turkis marcipan rundt i overgang mellem dukke og nederdel, og sæt slæbet bag på.
Så er hun færdig!
Opbevar kagen på køl, til den skal spises. Tag den gerne ud ½ time inden servering, så smørcremen ikke er for hård.
Resten af smørcremen er kommet i en sprøjtepose og kommet på køl, for den skal jeg bruge om et par dage, og der er den stadig fin.
Resten af marcipanen: (det er en teske, der ligger ved siden af)
Lisbeth Novak skriver
ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅHHHHHHH mit barnebarn elsker Elsa, men jeg er ikke ferm til andet end almindelige kager og det ville være en stor skuffelse (for mig)hvis det mislykkedes,er den meget svær at lave?
Hilsen
Lisbeth
Spisestuen skriver
Det er jo svært at svare på. Det er min første af slagsen, og jeg synes ikke, det er svært, men det kræver, at man er omhyggelig med alle elementer i kagen.
Ellers kunne det måske være en idé med en kage med sukkerprint? Jeg lavede også sådan en til barnebarnet. Jeg er ved at lave indlægget færdigt, og det kommer på bloggen senere i dag, og den kage er i hvert fald ikke svær at lave 🙂
Hilsen Lene