Min citronmåne er en fuldmåne, og det er vel også en slags måne 😉 eller også er det bare en citronkage 🙂
Det er i hvert fald en skøn kage. En helt enkel kage med polynesisk vanilje og masser af citron.
Jeg har mega store citroner i køleskabet. De er ubehandlede, men ikke øko. Hvis du ikke har kæmpe citroner, skal du bruge skallen af 2 citroner i almindelig størrelse 🙂
Jeg jubler lige så stille over min kage. Den smager skønt, og den er helt lige på toppen. Det passer mit kritiske øje rigtig godt 🙂
Kagen er skøn, den dag den er bagt, men den er faktisk endnu bedre dagen efter. Hvis du lader glasuren tørre, inden kagen pakkes ind i film, ser den stadig rigtig fin ud.
Sådan ser kagen ud, når den skæres dagen efter, den er bagt 🙂 Snorlige og skarp – og den er lækker svampet og fugtig.
Når kagen er helt nybagt, kan man skære knap så skarpe skiver 😉
Ingredienser – 1 kage på 26 cm.
kagen
300 g. stuetempereret smør
400 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
150 g. marcipan
6 æg
400 g. hvedemel
3 tsk. bagepulver
korn af 1 polynesisk vaniljestang
fintrevet skal af 2 citroner – eller 1 kæmpe citron 😉
½ dl. citronsaft
200 g. yoghurt naturel
glasur
350 g. flormelis
ca. 5 spsk. citronsaft
pistacienødder og frysetørrede hindbær til pynt
Kom smør, rørsukker, vaniljekorn, citronskal og marcipan i røreskålen.
Rør med spaden ved medium hastighed i 5-10 minutter, til det er let og luftigt.
Rør æggene i ét ad gangen og rør godt mellem hver.
Bland mel med bagepulver og rør det i dejen skiftevis med yoghurt og citronsaft. Her røres på laveste hastighed og kun lige til dejen er ensartet. Hvis dejen røres for længe, røres luften ud af den. Hvis du ikke er så øvet en kagebager, så brug en dejskraber og vend det i dejen i stedet for.
Hældes i en smurt springform på 26 cm.
Bages ved 170 grader almindelig ovn i ca. 1 time. En tandstikker eller tynd strikkepind, skal være fri for dej, når du stikker den i kagen.
Lad kagen stå i springformen i ca. 10 minutter, inden du fjerner den, og trækker kagen over på en rist, hvor den køler af.
Vend kagen over på et fad.
Rør en glasur af flormelis og citronsaft.
Bred glasuren ud over kagen.
Drys med lidt hakkede pistacienødder og frysetørrede hindbær.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.