Jeg har chiagrød på bloggen i forvejen, men den genoplives lige igen, for det er ved at være noget tid siden, jeg har lavet det sidst. Pudsigt, som jeg sommetider bare kan glemme mad, jeg godt kan lide; men da jeg fik øje på chia frø fra Svansø i Føtex i lørdags, kom jeg da lige i tanke om det. I Føtex har de også min yndlings kokosmælk fra Santa Maria, så chiagrød var oplagt 🙂
Det er en kold grød. Nok den nemmeste grød, du kommer til at lave. Chia frø røres sammen med kold mælk, og sættes på køl, til de små frø har suget en masse væske til sig. Jeg rører det sammen om aftenen, og så er der skøn chiagrød til morgenmad.
Jeg kommer grofthakkede mandler i også. De bliver helt fantastiske, når de ligger i blød. Der er en skøn hjemmelavet vaniljesukker i, og med kirsebær på toppen, er der ikke et øje tørt. Hvis man vender lidt flødeskum i grøden, får man en fantastisk ris a la mande. Glutenfri og lækker 🙂 Med hensyn til sødning, kan man undlade det, eller søde med det, man nu foretrækker.
Du kan også lave grøden på komælk, mandelmælk, sojamælk eller andet. Jeg er forelsket i kokosmælken, da den bidrager med en skøn sødme.
Jeg har skønne kirsebær fra Selleberg i fryseren. Hvis du ikke lige har det, så brug blåbær eller andre bær, du godt kan lide på grøden.
Hvis man nu er rigtig hip og moderne, laver man den i et glas med låg, og så er der morgenmad på farten, eller en skøn frokost måske.
Ingredienser – 1 person
2 dl. kokosmælk (½ dåse)
2½ spsk. chia frø
1 tsk. vaniljesukker
1 lille håndfuld mandler
desuden bruges 100 g. kirsebær – eller andre bær
Kom kokosmælk i en lille skål sammen med chia frø, vaniljesukker og grofthakkede mandler.
Rør sammen. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet til næste morgen.
Kirsebærrene røg ud af fryseren og kom i køleskabet ved samme lejlighed.
Næste morgen røres grøden igennem, og så er den klar til servering med grofthakkede kirsebær.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.