En anderledes og sjov måde at servere sine muffins på. De er oplagt til en børnefødselsdag, men uden topping er de også rigtig fine at have med i skole eller børnehave, når der skal deles ud. Så kunne man pynte med en almindelig glasur af flormelis og vand og drysse med lidt festligt krymmel, eller overtrække med chokolade 🙂
Jeg har lavet dem i to versioner. Jeg har en halvkugle silikone form, og den passer perfekt i størrelsen til de små vafler, så jeg skar toppen af mine muffins med en brødsav, og lagde en halvkugle ovenpå. Satte den fast med lidt smeltet chokolade. De blev altså rigtig fine med jordbærskum og flødeboller på toppen. Resten fik flødeskum og flødeboller på toppen. Bare for at prøve lidt forskelligt, for der er jordbærskum nok til dem alle 🙂
Det kunne være ret blæret at lave to slags dej. Halvkuglen kunne eksempelvis laves af en vaniljedej 🙂
Jeg har købt mine vafler hos vores lokale Burger King, og de er rigtig fine som muffinsforme. Tidligere på ugen prøvede jeg med nogle andre vafler. De var smallere i bunden og lidt trælse at have med at gøre, men dem her er helt perfekte.
Jeg har brugt min opskrift på chokolademuffins. Dem har jeg styr på, hvor meget hæver 😉 Man skal regne med en del flere muffins, når de bages i vaflerne, for de er ikke så store 😉 Jeg får normalt 12 store muffins ud af portionen, og i dag fik jeg 20 vaffelmuffins, og de 12 er med en halvkugle på toppen 🙂
Ingredienser
dej
40 g. kakao
175 g. hvedemel
200 g. rørsukker
1 tsk. natron
200 g. yoghurt naturel
75 g. solsikkeolie – eller anden smagsløs olie
2 æg
jordbærskum
3 blade husblas
200 g. jordbær
50 g. rørsukker
2½ dl. piskefløde
Desuden bruges små vafler, mini flødeboller og lidt smeltet mørk chokolade.
Dejen:
De tørre ingredienser blandes i en skål.
De våde ingredienser blandes i en anden skål.
De tørre ingredienser hældes sammen med de våde og dejen røres sammen. Rør kun lige til dejen er fin og ensartet.
Kom dejen i en sprøjtepose, så er den nemmere at få i vaflerne.
Jeg har sat vaflerne i min muffinsform. De kan fint stå selv, så man kunne godt sætte dem på en bageplade.
Fyld dej i vaflerne. Pas på ikke at overfylde dem.
Bages ved 175 grader almindelig ovn i 15-20 minutter.
Dejen til halvkuglerne kommes i den smurte form.
Bager 10-15 minutter ved 175 grader.
Køler helt ned, inden de tages ud af formen, så slipper de fint.
Muffinsene skæres lige i toppen, og halvkuglerne skæres også til, så de er lige. Gem resterne til romkugler, hvis de ikke bliver spist undervejs 😉
Kom lidt smeltet chokolade på toppen.
Halvkuglen lægges på.
Jordbærskum:
Læg husblas i blød i koldt vand.
Kom jordbær og rørsukker i en gryde og varm langsomt op.
Kog nogle minutter til jordbærrene er møre.
Tag gryden fra varmen og giv jordbærrene en tur med stavblenderen.
Knug vandet fra husblassen og rør det i den varme jordbærmasse.
Hæld i en skål og køl ned til stuetemperatur.
Pisk fløden til blødt skum.
Vend jordbærmassen i.
Kom i en sprøjtepose med en glat tyl, og lad det sætte sig på køl et par timer.
Sprøjt på vaffel muffinsene.
Karina Rasmussen skriver
Bliver vaflerne bløde når kagerne skal på køl natten over
Spisestuen skriver
Jeg har haft dem stående natten over, og det bliver de ikke bløde af.
Hvis jeg laver dem med glasur på toppen, lader jeg kagerne stå på køkkenbordet natten over og pynter om morgenen 🙂
Karina skriver
Hej 🙂
Tak for en masse gode opskrifter og inspiration 🙂
Hvor har du købt vaflerne henne ??
Tak for hjælpen 🙂
K Karina
Spisestuen skriver
De er købt hos Burger King 🙂 – som der står øverst i indlægget 😉
Hilsen Lene