Genopdaget skøn frugt med masser af skønne minder i. Min farmor havde stikkelsbær i haven. En skøn have med masser af blomster, som hun elskede at nusse om. Det er gode minder fra skønne ferier, og smagen af modne solvarme stikkelsbær har jeg i skarp erindring, så jeg har besluttet, at der også skal stikkelsbær i fryseren.
Vi var ude i en pluk-selv plantage her på Fyn i går, og der havde de også stikkelsbær. Smagen er præcis, som jeg husker den. Jeg har dog glemt tornene – eller også var der ikke torne på min farmors – så næste år trækker vi lod om, hvem der plukker de små banditter 😀 Mine hænder er helt ødelagt, og hvis det ikke skulle være nok, havde jeg også fået fat i en busk, der var groet halvt til i brændenælder. Dem havde jeg så ikke set, men av for pokker da. Da jeg gik i seng i aftes havde jeg stadig fingre, det stak og prikkede i… men stikkelsbærrene er alt bøvlet værd. De er renset og kommet på frost bortset fra en lille portion, der er blevet til stikkelsbærkompot i dag.
Jeg har kommet en gavmild mængde vanilje i, og det er blevet en skøn kompot. Syrlig og meget smagfuld, og brugt som topping på græsk yoghurt her til morgen. Jeg er allerede i dessert-verdenen, og jeg er sikker på, at stikkelsbær må smage helt vidunderligt i trifli, ovenpå is, til pandekager eller andet godt 🙂
Holdbarhed er ikke testet, men med omhyggelig hygiejne tænker jeg, at det holder fint et par uger på køl. Der er jo ikke den store sukkermængde i til at konservere, og jeg bryder mig ikke om at komme atamon i. Jeg vil hellere have min frugt på frost og lave små portioner, når vi har lyst til noget.
Ingredienser – ca. 2 dl.
250 g. stikkelsbær
75 g. rørsukker
1 vaniljestang
1 spsk. vand
Stikkelsbærrene er skyllet, og så har de fået nippet blomsten af.
Vaniljestangen flækkes, og vaniljekornene skilles ad med lidt sukker.
Kom stikkelsbær, sukker, vaniljekorn, den tomme vaniljestang og 1 spsk. vand i en gryde.
Bring langsomt i kog.
Når bærrene har smidt noget væske skrues der op for blusset, og kompotten koger uden låg ved god varme i ca. 10 minutter, så noget af væden fordamper og kompotten tykner. Den tykner yderligere, når den er kølet helt ned.
Hæld kompotten på et rengjort og skoldet glas, og læg låg på med det samme.
Opbevares på køl.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.