Åh, så blev man lige en glad blogger – igen 😉
Fløjlsblød og lækker kokosis. Jeg er altid så utålmodig efter at få taget billeder til sidst – og smage 😉 Så isen her på billederne har næsten softice-konsistens. Det bliver den ikke dårligere af. Det er en møglækker is! 🙂 Ikke en is for fedtforskrækkede, for sådan noget kokosmælk har en pæn høj fedtprocent, men det er altså godt at lave is af 🙂
Jeg har kommet vanilje i min kokosis. Hvis du ikke synes, det hører hjemme i kokosis, så undlader du det bare, men jeg synes, det smager fantastisk i.
Så her er den. Helt sart og fin… og uden pynt 🙂
Ingredienser – ca. 1 liter
4 dl. kokosmælk – 1 dåse
1 dl. piskefløde
125 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
korn af 1 polynesisk vaniljestang
2 æg
1 dl. kokos
Æg, vaniljekorn og rørsukker piskes sammen. Det skal ikke piskes luftigt, bare blandes godt.
Kokosmælk og fløde kommes i en gryde og varmes op til næsten kogepunkt.
Hæld den varme mælkeblanding i æggeblandingen under piskning.
Hæld det hele tilbage i gryden.
Varm cremen op under omrøring til den tykner en smule. Den må absolut ikke koge, så skiller den. Hvis du bruger termometer, skal den være ca. 82 grader.
Hæld cremen gennem en si. Det fanger æggetrevlerne, der er i rå æg 😉
Rør kokos i.
Dæk med husholdningsfilm helt ned på cremen.
Køl ned til køleskabskold og frys ned på ismaskine.
Marianne Holst skriver
Hvor meget kokos kommer du i?
Opskriften ser rigtig god ud, så den skal helt klart prøves.
Spisestuen skriver
Mange tak Marianne 🙂
Der skal 1 dl. kokos i. Det havde jeg ikke fået med, det er beklageligt. Det er tilføjet opskriften nu.
Hilsen Lene
Maria skriver
Kunne de fryses i forme (ispind)
Hvis man ikke har en ismaskine ?
Anette skriver
Is skal røres mens det fryser, du kan have en skål eller bøtte i fryseren og rør i den ca hver halve time.
Sonja Nielsen skriver
er det kun æggeblommerne der skal bruges?
Luis skriver
Nej, alt skal bruges 🙂
Lone Zachariassen skriver
Skal det koges op? Jeg plejer bare at piske fløden halv stiv og blander det med æg og sukker og så i ismaskinen