Marengsbund med fløde og masser af jordbær. Så enkelt og så lækkert!
Det var vores dessert til Valgaften i aftes. Marengsbunden kan man lave i lidt god tid. Så er det bare at piske fløde og toppe med jordbær ved servering. Et drys flormelis og fintrevet limeskal på toppen giver en skøn smag 🙂
Med hensyn til antal portioner, er det lidt op til dig selv, alt efter hvor dessert-glade mennesker du serverer den for. Den er mega stor, og man tænker “Hold nu op! der er til mange”… men det er også bare en af de desserter, man kan blive ved med at spise af. Så 8 mennesker kan sagtens dele sådan en basse 😉
Jeg har Googlet “pavlova” og kan se, at det er almindeligt at komme Maizena i (ca. 1 spiseske) og lidt eddike. Det skulle angiveligt være for at få en lidt sej kage. Jeg synes, den fungerer bedst uden. Eddiken skulle være for at stabilisere æggehviderne, men det er ikke nødvendigt. Man skal sørge for helt ren skål og piskeris, og der må ikke komme den mindste smule æggeblomme med, så kan man piske en fin marengs op. Eddike har aldrig gjort noget godt for smagen i en marengs 😉
Jeg bruger rørsukker, for det giver en skøn smag. Det farver også en smule, så hvis du vil have en marengs, der er mere hvid, skal du bruge almindelig hvidt sukker.
Ingredienser
6 æggehvider
300 g. rørsukker
½ l. piskefløde
1 kg. jordbær
desuden flormelis og fintrevet skal af 1 lime til drys
Æggehviderne kommes i en skål og piskes næsten stive.
Kom 2-3 skefulde sukker i og pisk godt.
Kom resten af sukkeret i med en skefuld ad gangen og pisk godt mellem hver. Det tager omkring 15-20 minutter, så her skal man være tålmodig.
Massen ender med at være sej og skinnende blank.
Smør massen ud på et stykke bagepapir med en diameter på ca. 26 cm. Den hæver lidt og ender med at blive et par cm. bredere i ovnen.
Bages i en 110 grader varm ovn ved almindelig ovn i 2½ time. Så er den sprød og lækker.
Overfør forsigtigt bunden til at stort fad.
Ved servering toppes den kolde bund med flødeskum og bær.
Drysses med flormelis og fintrevet limeskal.
Rikke skriver
Jeg elsker Pavlova.
Eddiken kan sagtens undværes, for æggene binder ligeså godt uden, men den gør faktisk marengsmassen mere blank, så den får en flot finish.
Jeg tilføjer altid revet marcipan og serverer med hjemmelavet vanilleis og frugt (bryder mig ikke om flødeskum), men den helt klassiske, som du har lavet, er også vildt lækker – især når man tager i betragtning, hvor nem ogbillig en dessert det er ?
Spisestuen skriver
Der var også én i familien, der ihærdigt prøvede at overbevise mig om, at den burde være serveret med vaniljeis 😉 Det smager helt sikkert også skønt.
Du har helt ret. Den er både nem og billig og så ser den jo helt fantastisk ud!
Hilsen Lene
Sandra Hansen skriver
Hej!
Hvis man nu ville lave to bunde så det blev en lagkage, ville du så øge mængden af ingredienserne i marengsdelen eller kan der blive til to hvis man følger din opskrift?
Mvh Sandra