RETTELSE: Da jeg udgav indlægget tidligere i dag, kaldte jeg det hyldeblomst snaps. Det har jeg nu lavet om, for det er jo egentlig ikke en snaps, når den er lavet på vodka, men stærk er den og stadig god til en sildemad 🙂
Det er én af de ting, jeg har brug for noget hjælp til i køkkenet. Vodkaen skulle smages til med mellemrum, og her gav Chefen gladeligt en hånd.
Da den havde stået og trukket i 7 dage, smagte den efter sigende rigtig godt, så her blev den siet og hældt på flasker.
Nu står den på køl og venter på en skøn sommerdag. Så skal Chefen have en sildemad på terrassen med en kold øl til og en hyldeblomst vodka 🙂
Jeg har kommet hyldeblomster, hvor de grove stilke er klippet af, i fryseren. Så kan vi lave en skøn hyldeblomst vodka til julefrokosten 🙂
Ingredienser
1 flaske vodka
10 store hyldeblomst skærme
Klip de grove stilke af skærmene og kom blomsterne i et stort syltetøjsglas.
Hæld vodka over. Tryk blomsterne lidt sammen, så alle er dækket.
Kom låg på og lad trække på køl i 7 dage.
Si blomsterne fra.
Hæld snapsen gennem et tyndt klæde.
Hæld på flasker.
Susanne skriver
Hej Lene. Vil gerne spørge om du gør noget ved blomsterne inden du kommer dem i fryseren ? Min mand siger jeg skal lave det til jul, derfor spørgsmålet, på forhånd tak.
Spisestuen skriver
Hej Susanne 🙂
Jeg har bare klippet de grove stilke af og kommet blomsterne i fryseposer i portioner, der passer til en flaske vodka.
Så tager du dem bare ud fra frost, kommer i glasset og overhælder med vodkaen 🙂
Hilsen Lene
Jane skriver
Hej Susanne. Skønne billeder og lækre opskrifter du deler med andre 🙂 Hvor lang er holdbarheden på denne her, tænker på at lave en portion nu og gemme den til jul 🙂
Spisestuen skriver
Hej Jane 🙂
Teoretisk set bliver det ikke dårligt. Hvordan smagen er efter et halvt år, har jeg ingen erfaring med.
Jeg har selv planer om at lave igen til jul, men jeg har bare frosset blomsterne ned (klippet de grove stilke af).
Hilsen Lene
Birgitte nielsen skriver
Hej , dejlig side du har ? jeg har også prøvet at blande vodka op med 1/3 del hyldeblomst saft der ikke er fortyndet , det er også dejligt
Spisestuen skriver
Lyder også skønt 🙂 og mange tak 🙂