Flere rabarber! Dem kan jeg bare ikke få for mange af, så bær over med mig et lille stykke tid 😉 men de er altså lækre! Og den her kage… den er god, siger jeg bare 🙂 Svampet og lækker vanilje-sød bund med syrlig rabarberkompot og sød kokosmarengs på toppen. Det er absolut ikke en af de smukkeste kager, jeg har lavet – det ville være synd at sige – men smagen fejler intet 🙂
Marengsen krakelerede også noget, da jeg løftede kagen ud af formen og over på et fad. Det skal man måske lade være med 😉
Hvis man skifter rabarberkompot ud med hindbær syltetøj og undlader kokos i marengslåget, har man en fin “bedstefars skæg”.
Den bund jeg har lavet, er perfekt til sådan en kage, for den hæver helt ens. Det er møgirriterende at få lavet en bund, der buler op på midten. Dejen ligner min opskrift på vanilje muffins. Det var her, jeg erfarede, at den ikke hæver på midten, og så smager den bare rigtig godt. Sødt og lækkert af vanilje.
Selvom det er en kage med 3 elementer, er den forholdsvis hurtig at lave. Sæt kompotten over og koge først. Så passer den sig selv, mens du laver bunden. Kompotten må gerne være lun/varm, når den kommer på kagen. De første 15 minutter kagen er i ovnen, pisker du marengsen, OG de sidste 15 minutter kagen er i ovnen, kan man lige nå at rydde op i køkkenet 🙂 Det var min arbejdsproces i dag, så ikke så meget tid til fotos. Hvis du ønsker billeder til, hvordan du laver rabarberkompotten, så kig forbi Rabarberkompot. Hvis du ønsker billeder til fremgangsmåden på marengsen, så kig forbi Marengs – sprøde kys.
Spis gerne kagen nybagt og måske lidt smålun 🙂
Et lille stykke overlevede til her dagen efter, og kagen er stadig mega svampet. Marengslåget er jo ikke så sprødt mere, men det er en lækker kage også i dag.
Ingredienser – 1 kage i en form på 25 x 35 cm.
bund
250 g. hvedemel
300 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 tsk. natron
1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
250 g. yoghurt naturel
100 g. solsikkeolie – eller anden neutral olie
3 æggeblommer – gem hviderne til marengsen!
rabarberkompot
500 g. rabarber – mine er fra frost
200 g. rørsukker
1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
kokosmarengs
3 æggehvider
150 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
60 g. kokosmel (obs! det har jeg glemt på billedet)
Start med rabarberkompot.
Kom rabarber, sukker, vaniljekorn og den tomme vaniljestang i en gryde og bring i kog.
Kog til rabarberne er møre og massen kogt lidt ind, så den ikke er alt for tynd. Det tager nok omkring 10-15 minutter.
Hældes op i en skål.
Så laves bunden.
Bland tørre ingredienser i en skål.
Bland våde ingredienser i en anden skål. Her hører vaniljekorn skilt ad med lidt sukker med 😉
Hæld de tørre ingredienser i de våde og rør dejen sammen.
Rør kun lige til dejen er ensartet.
Bred dejen ud i en form på 25 x 35 cm.
Bunden bages i 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn.
Imens bunden bages laves kokosmarengs.
Pisk æggehviderne lige knap stive.
Kom et par skefulde sukker i og pisk godt.
Resten af sukkeret tilsættes med en spiseskefuld ad gangen, og der piskes godt mellem hver. Hele processen tager omkring 10 minutter.
Vend kokosmel i marengsmassen.
Kagen, der nu har været i ovnen i 15 minutter og lige præcis er bagt, tages ud af ovnen.
Rabarberkompot fordeles forsigtigt på den varme kage.
Marengsmassen fordeles over kagen. Jeg synes, det er nemmest at sætte store klatter på først, og så glatte dem ud.
Kagen sættes i ovnen igen og bager 15 minutter.
Kagen køler ned i formen på en rist.
Jonna skriver
Super kage med bær den må jeg prøve 1000 tak
Spisestuen skriver
En fornøjelse 🙂
Birthe Ellegaard skriver
Er det ikke meningen at marengsen skal være sprød når den kommer ud af ovnen?
Kagen smagte dejligt, men den marengs altså. Kan jeg evt have pisket den for meget? Den var godt nok sej til sidst, og kravlede op af piskerne
Spisestuen skriver
Umiddelbart tror jeg ikke, at en marengs kan piskes for meget. Jeg ved ikke, hvad der kan være sket med din.
Marengsen er sprød yderst, når den kommer ud af ovnen. Den er ikke sprød hele vejen igennem som kyskager jo, så måske den er rigtig nok 😉
Hilsen Lene
Jane skriver
Jeg har lavet den 2 gange og den er fantastisk, men bagetiden holder ikke. Den skal have meget længere tid i ovnen