Den her is smager vidunderligt! Kort og godt. Den er så frisk og lækker.
Jeg har brugt min grundopskrift på is og tilsat en indkogt sirup af lime, mynte og ingefær. Jeg har en skøn æblemynte i haven, men du kan bruge lige den slags mynte, du godt kan lide.
Jeg kører lime, mynte og ingefær gennem juiceren. Jeg har en slowjuicer, og den giver et godt udbytte. Hvis du har en centrifugal-presser, skal du nok øge mængden af lime, mynte og ingefær, for den giver ikke så meget. Du skal ende med ca. 1,2 dl. presset saft.
Ingredienser – ca. 1 liter is
grundopskrift på is (uden vanilje)
2 æg
125 g. rørsukker
2 dl. piskefløde
3 dl. sødmælk
lime-sirup
2 lime
1 god håndfuld frisk mynte
1 stykke frisk ingefær
50 g. rørsukker
Lime og ingefær skrælles.
Lime, mynte (tag bare stænglerne med) og ingefær skæres i mindre stykker og køres gennem juiceren.
Du skal ende med ca. 1,2 dl. juice.
Kom juice og i en lille gryde sammen med rørsukker og kog ind uden låg i ca. 10 minutter.
Hæld i en lille skål og køl af.
Ismassen.
Pisk æg og sukker sammen. Ingen grund til at piske det længe, for sukkeret smelter, når den varme mælkeblanding hældes i, og den luft man får pisket i, forsvinder også ved opvarmning.
Varm mælk og fløde op til næsten kogepunkt.
Hæld den varme mælkeblanding i æggeblandingen under omrøring.
Hæld det hele tilbage i gryden ved medium varme og varm op under omrøring.
Så står man lige så stille og rører i gryden nogle minutter til blandingen tykner. Den må ikke koge. Hvis man bruger termometer, skal den op på ca. 82 grader.
Jeg rører med denne dejskraber fra Eva Trio. Den er fantastisk til formålet.
Blandingen hældes gennem en si op i en skål. Den fanger de der små “trevle-ting”, der er i æg, der ikke er pasteuriserede.
Læg husholdningsfilm helt ned på den varme creme.
Køler ned til køleskabskold.
Rør lime-siruppen i den kolde creme.
Hæld massen på ismaskine.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.