Søde vanilje muffins med en frisk hindbærmousse på toppen. Smager vidunderligt 🙂 Lige så lækkert, som det er en enkel og smuk kage 🙂
Billeder af ingredienser og fremgangsmåde er der ikke i dag. Jeg har prøvet mig frem og hygget i køkkenet. Når jeg laver dem næste gang, får jeg taget billeder af processen 🙂
Ingredienser – 16-18 muffins
dej
200 g. hvedemel
250 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 tsk. natron
korn af 1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
250 g. yoghurt naturel
100 g. solsikkeolie – eller anden neutral olie
1 æg
hindbærmousse
5 blade husblas
250 g. hindbær – jeg har brugt frosne
100 g. sukker
1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
2½ + 2½ dl. fløde
Start med hindbærmoussen.
Første del skal laves i god tid, da massen skal være køleskabskold, inden den skal bruges. Det kan fint laves aftenen før.
Læg husblas i blød i koldt vand i 20 minutter.
Kom hindbær og sukker i en gryde.
Varm op ved svag varme og kog hindbærrene, til de koger ud. Tager ca. 10 minutter.
Kom massen i en sigte og dryp godt af. Hjælp gerne på vej ved at trykke med bagsiden af en ske, så der kommer mest muligt saft med.
Kom hindbærsaften i en gryde sammen med 2½ dl. piskefløde og vaniljekornene.
Varmes op til knap kogepunkt.
Tag gryden fra varmen og rør den udblødte husblas i.
Hældes i en skål og dækkes med husholdningsfilm helt ned på massen.
Køler ned, og sættes i køleskab til det er helt koldt – og gerne til dagen efter.
Når moussen skal bruges, piskes massen kort igennem med elpisker, til den ensartet og glat.
De sidste 2½ dl. fløde piskes til blødt skum og vendes i massen.
Moussen er nu klar til at komme i sprøjtepose og komme på kagerne.
Muffins.
Bland de tørre ingredienser i en skål.
Bland de våde ingredienser i en skål. Her hører vaniljekorn til. Mas vaniljekornene fra hinanden med en smule sukker.
Rør de tørre ingredienser i de våde.
Rør kun til dejen lige er samlet og fri for klumper.
Fordeles i muffinsforme.
Bages i en 180 grader varm ovn i ca. 20 minutter.
Køler helt ned på rist.
Moussen tylles på.
Rikke skriver
Hej
Har overvejet disse længe… hvordan er kagen alene – svampet eller kræver den MASSER af hindbærmousse ovenpå? Kan man spise kagen uden mousse fx?
Spisestuen skriver
Det er en svampet kage, der ikke behøver store mængder mousse ovenpå 🙂
Den kan sagtens spises uden eller med noget andet på toppen 🙂
Rikke skriver
Tusinde tak for hurtigt svar 🙂 Det må blive weekendkagen 🙂
Spisestuen skriver
Velbekomme <3 Håber den falder i god jord 🙂
Dorthe skriver
Hej.
250 g. yoghurt naturel, kan cultura bruges (den i bøtten).. den er ikke for “tynd”? 🙂
Birgit Hansen skriver
Disse muffen er også rigtig gode med brombær mousse
Camilla skriver
Kan man bruge jordbær istedet for hindbær?
Pernille skriver
Hej. Lavede din mousse forleden dag. Den smagte himmelsk! Dog havde jeg problemer da jeg skulle vende den piskede fløde i den afkølede og stivnet mousse. Det var som om moussen var for stiv til at blive “rørt” ordentligt ud. Ved du hvad jeg mener?:-)
-Pernille