Jeg har haft en idé om søde og bløde boller med mild kokossmag. Når man googler kokosboller, vrimler det med skønne flødeboller med kokosdrys, men ikke med sådan nogen her, og det kan man jo undre sig over, for de smager skønt.
Spis dem med smør og eventuelt også syltetøj. Hindbær passer rigtig godt til, men også rabarber, jordbær eller andre bær.
Kokosmælk er temmelig fedt, så der er ikke yderligere fedtstof i dejen. Man kunne lege lidt med at krydre dejen. Det ville være lækkert med kornene fra en polynesisk vaniljestang og lidt revet citronskal, men i første omgang skulle jeg lige have en fornemmelse af kokossmagen i dejen, så derfor helt plain kokosboller i dag. De smager mildt og fint af kokos 🙂
Ingredienser – 16 boller
400 g. kokosmælk – 1 dåse
50 g. gær
650 g. hvedemel
3 dl. groft kokosmel
2 æg
75 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 tsk. salt
desuden bruges 1-2 æg til pensling
Kom alle ingredienser i røremaskinen. Kokosmælk og gær først.
Ælt dejen godt og længe (omkring 10 minutter) til den er blød og elastisk.
Hæver lunt og tildækket i 1 time.
Formes til 16 boller. Vej evt. dejklumpen af og dividér med 16. Mine boller vejer 85 gram stykket 😉
Tril til 22-23 cm. lange pølser og slå en knude på dem.
Sættes på bageplade.
Efterhæver lunt og tildækket i 45 minutter.
Pensles med sammenpisket æg.
Bages ved 210 grader i 12-13 minutter.
Afkøler på rist.
Yvonne i skriver
Det er så skønt at følge med på sidelinien . Altid en masse gode ideer.
Tak for en skøn blog.
Go sommer -(:-0)=:
Spisestuen skriver
Det er jeg rigtig glad for at høre Yvonne 🙂 Dejligt at du følger med.
Også en skøn sommer til dig 🙂
Hilsen Lene
EVA skriver
Hej Lene , De der kokos boller er da helt henrivende- så skønt at man altid kan lave det du serverer for os – for det blir som beskrevet.
de skal nydes til aftenkaffen: uhm
god weekend k h Eva
Spisestuen skriver
Mange tak Eva 🙂 Det er dejligt at høre.
Også en skøn weekend til dig.
Hilsen Lene