Jeg skulle så ikke have bagt mere kage i dag, for jeg har brugt det meste af dagen på at eksperimentere mig frem til den helt rigtige bund til min ostelagkage. Det kostede en del nødder og nogle timer i køkkenet 😉 Da jeg fortalte Chefen, at jeg havde smidt 4 bunde ud, fordi de smagte for mazarin-agtigt til ostelagkage, var der én der hang med mundvigene… én der elsker mazarinkage… Det havde jeg lige glemt, så nu har jeg fluks bikset verdens bedste, nemmeste og hurtigste mazarinkage sammen 🙂 Jo jo… Regner med, at det kan rette lidt op på det.
Jeg bruger ikke mandelessens i min mazarinkage. Jeg har det noget svært med den kunstige smag, men hvis du gerne vil have, at den skal smage som dem, man køber pakket i plast i supermarkedet – eller hos bageren – så kom lidt mandelessens i 😉
Her et par dage efter, jeg har bagt kagen, kan jeg fortælle, at den absolut ikke tager skade af en tur i køleskabet 🙂
Ingredienser – til 1 form på 20 cm.
kagen
125 g. mandler
150 g. rørsukker – kan erstattes af almindelig sukker
100 g. blødt smør
50 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
2 æg
chokoladetop
75 g. grofthakket mørk chokolade
75 g. piskefløde
1 spsk. koldt smør
Mandlerne findeles i blender (eller foodprocessor).
Alle ingredienser til kagen kommes i en skål og røres sammen med elpisker. Rør kun lige til dejen er ensartet og samlet.
Hældes i en smurt springform.
Bages ved 175 grader i ca. 35 minutter.
Befri kagen for springformen og lad den køle ned på en rist.
Til chokoladetoppen varmes fløden op til næsten kogepunkt i en lille gryde.
Tag gryden fra varmen og kom den grofthakkede mørke chokolade i.
Rør til chokoladen er opløst. Nemmest med et piskeris.
Rør det kolde smør i til sidst.
Fordeles over den kolde kage.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.