Hvis man skal lave sandwich til mange, er det nemmest at skære hele brødet ud i baner på en pålægsmaskine. De skæres i 1 cm’s tykkelse, og så kommes flødeostblanding og laks på. De store skiver lægges sammen, pakkes ind i film, og sættes på køl – gerne til dagen efter – hvor de skæres i passende stykker.
Opskriften stammer fra min ældste datters konfirmation, så det er lige et par dage siden, jeg har brygget den sammen 🙂
Her har jeg bare skåret brødet i skiver, for vi er ikke så mange i dag 😉 Jeg har skåret top og kanter af mine sandwich. Det ser pænere ud, men er absolut ikke nødvendigt 😉 og her gør vi det normalt ikke. De er lækre i madpakken, på frokostbordet eller i picnickurven 🙂
Kig forbi sandwichbrød og få opskriften på et skønt brød, der holder sig fint fugtigt i et par dage 🙂
Den rustikke udgave – sådan ser sandwich normalt ud her i huset 🙂
Ingredienser – 4 store sandwich
200 g. flødeost
4 spsk. fintklippet purløg
1/4 rød peber
1 spsk. revet peberrod
1 tsk. citronsaft
salt og peber
8 skiver sandwichbrød
150 g. røget laks
Peberfrugt skæres i små tern og peberrod hakkes fint.
Kom alle ingredienser i en skål.
Rør sammen og smag til med citronsaft, salt og peber.
Smør osteblandingen på 4 skiver brød. Og jeg kan faktisk godt tælle til 4, men havde bare ikke fået den sidste med 😀
Læg laks på.
Læg en skive brød på hver.
Pak ind i film og lad dem trække på køl nogle timer. De kan fint laves dagen før, man skal spise dem.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.