Jeg har stadig rabarber på frost fra i sommer, og jeg har brugt nogen af dem i disse skønne boller. De smager af sommer og sol 🙂
De har en super lækker krumme. Det er fugtige, bløde og luftige boller med en fin smag af rabarber. De har en skøn kant af syrlighed, der passer perfekt til den lidt søde bolle 🙂
Jeg har drysset nogen af dem med kanelsukker, for jeg har noget med rabarber og kanel sammen. Det smager bare godt! og kanelsukker på disse boller er rigtig lækkert.
Spis dem som de er – og gerne med smør.
Ingredienser – 13 boller
300 g. frosne rabarber
1½ dl. vand
100 g. sukker
1 spsk. vaniljesukker
50 g. gær
1 æg
75 g. blødt smør
½ tsk. salt
650 g. hvedemel
desuden 1 æg til pensling + kanelsukker til drys
Rabarber, vand, sukker og vaniljesukker kommes i en gryde.
Koger et par minutter, til rabarberne så småt begynder at koge ud.
Hæld blandingen i rørskålen, og lad det køle af til lunkent.
Kom resten af ingredienserne i, og ælt dejen godt til den er elastisk og blød. Det skal være en lidt klistret dej.
Hæver lunt og tildækket i 45 minutter.
Dejen hældes ud på et meldrysset bord og formes til 13 boller.
Efterhæver lunt og tildækket i 45 minutter.
Pensles med sammenpisket æg og drysses med kanelsukker.
Bages ved 210 grader (almindelig ovn) i 15 minutter.
Køler af på rist.
Lene Pedersen skriver
Fantastiske opskrifter.
Spisestuen skriver
Mange tak Lene – og god weekend 🙂
Hilsen Lene