Sprøde og fine rugkiks – konsistensmæssigt som Digestive kiks. De smager skønt. Både med pålæg og ost, eller bare som en hyggelig lille hapser.
Jeg har rullet dejen ud på et stykke bagepapir, og skåret mine kiks med en skarp kniv. Man kan sagtens stikke dejen ud, hvis man synes, det er hyggeligere.
Man kan tilsætte krydderi til dejen. Kommen ville være skønt at komme i.
Ingen tvivl om, at jeg er glad for mit kamera, men måske specielt i dag, hvor jeg var sent på den med at få taget billeder. Der var halvmørkt udenfor, og jeg havde intet lys tændt i køkkenet. Alligevel kan man få gode billeder ved vinduet. Det er nu bedst at få taget billeder i dagslys 😉
Ingredienser – 32 styk
150 g. rugflager
50 g. rugmel
50 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. fint salt – groft kan ikke nå at blive opløst
1 dl. vand
100 g. blødt smør
Alle ingredienser kommes i en skål og samles. Nemmest med hånden – eller kom det evt. i røremaskinen, og brug spaden til at røre det.
Dejen sættes på køl i ½ time.
Rulles ud på et stykke bagepapir i bagepladens størrelse. Skær kiksene ud med en skarp kniv eller pizzaskærer.
Træk papiret over på en bageplade, og bag kiksene i en 175 grader varm ovn i 25-30 minutter.
Køler af på rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.