Butternut squash – et skønt lille græskar. Smager mildt og lækkert, og som navnet antyder lidt smør-agtigt, når det er tilberedt. En butternut har kun kerner i den ene ende, så man kan skære hele skiver – i modsætning til en hokkaido, der har kerner i midten. Det synes jeg kunne være sjovt at udnytte.
Jeg har skåret min butternut – så langt som muligt – i 1 cm. tykke skiver, forbagt dem i ovnen, kommet forskelligt lækkert fyld på, og så er skiverne gratineret i ovnen. Jeg skulle lige hilse og sige, at det er ren lækkerhed!
Brug dem til frokost, som en delikat forret, eller til aftensmad med en salat og evt. brød til.
Jeg fandt forskelligt frem fra køleskabet for at lege lidt, så angivelse af præcise mængder er der ikke i opskriften. Brug det som inspiration til at finde frem til din yndlings-topping.
Jeg har så den del af butternutten tilbage, der er kerner i, og den skal jeg nok lege lidt med i morgen 😉
Sød chilisovs, bacon, cheddar og tørrede chiliflager – den er vist min favorit 🙂
Hvidløgsost, bacon, revet mozarella og rosmarin – den giver den første skarp konkurrence 😉
En rest lækker kødsovs med masser af grøntsager, mozzarella, cheddar og parmesan på toppen. Må være alle børns yndlings 😉
Og så lige et par billeder tæt på, da der pludselig var det skønneste lys ved vinduet.
Ingredienser – her er hvad jeg havde fundet frem
butternut squash
revet mozzarella
revet cheddar
revet parmesan
hvidløgsost
en rest kødsovs
sprødstegt bacon – 15 min. ved 200 grader alm. ovn
sød chilisovs
rosmarin
tørrede chiliflager
desuden skal bruges en god olivenolie, salt og friskkværnet peber
Skræl det stykke af butternutten, der skal bruges.
Skæres i 1 cm. tykke skiver.
Lægges på bagepapir, smøres med olivenolie og drysses med salt og peber.
Bages i en 200 grader varm ovn – ved almindelig ovn – i ca. 15 minutter.
Nu kommes ønsket fyld på skiverne:
Variation nr. 1:
Lidt sød chilisovs smøres på, 1 skive bacon brækkes i mindre stykker og kommes på hver skive. Top med revet cheddar og drys med lidt tørrede chiliflager.
Variation nr. 2:
Kom lidt hvidløgsost på. Brug evt. fingrene – det er lidt snasket at få på. 1 skive bacon brækkes i mindre stykker og kommes på hver skive. Top med revet mozzarella og et drys rosmarin.
Variation nr. 3:
Fordel lidt kødsovs på hver skive og top med en blanding af revet cheddar og revet mozzarella. Drys lidt revet parmesan på til sidst.
Nu sættes ovnen på 225 grader varmluft og skiverne gratineres i 5-10 minutter, til de er gyldne og lækre.
Spises med det samme 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.