Jeg spiser ikke voldsomt meget kød, helst kylling – og det skal være godt stegt 😉 Men jeg kan faktisk godt lide sylte. Der skal godt med sennep, rå løg og rødbeder på, så smager det fortrinligt.
Sylten er til familiens julefrokost, så jeg har frosset den ned. Det skulle kunne lade sig gøre, når der er husblas i, men den bliver nok lidt løs i det – det er den nu lidt alligevel 😉 Lige godt smager den sikkert 🙂
Jeg laver sylte af nakkefilet, så den er rimelig mager. Jeg er ikke fedtforskrækket, men jeg magter ikke at tygge i store klumper fedt 😉
Ingredienser – 2 forme à 9 dl.
ca. 2 kg. nakkefilet
5-6 laurbærblade
15 hele sorte peberkorn
salt
2 store løg
5 blade husblas
Kødet kommes i en gryde med laurbærblade, hel peber og salt.
Bringes i kog og småsimrer i 2-3 timer.
Husblas lægges i blød i koldt vand i 10-15 minutter.
Kødet pilles op og skæres i mindre stykker. Løg hakkes fint eller rives groft. Jeg har kommet mit i foodprocessoren.
Kom kød, løg, friskkværnet peber og evt. mere salt i en stor skål og bland det sammen.
Fordel kødblandingen i ønskede forme.
Rør den udblødte husblas i ½ l. af den varme suppe.
Hæld lidt af suppen over sylten. Man skal nok ikke bruge det hele.
Køler ned.
Jeg kommer min sylte på frost.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.