Det er en skøn kage, der kunne være en idé til en dessert til julefrokosten, eller bare fordi den smager helt vidunderligt 🙂
Jeg er blevet inspireret af en kage, jeg har set, der er lavet med en bund af digestive kiks og en fromage af risengrød og flødeost… Den synes jeg lige trængte til at blive gjort lækker 😉
Jeg har lavet en mandelbund, en skøn fromage af ris a la mande med flødeskum, og så er der kirsebærgelé på toppen 🙂 Da jeg har brugt en mandelbund og pyntet med mandler, er der ikke også mandler i ris a la manden. Det ville måske blive lidt meget, men man kan jo sagtens komme en hel mandel i, hvis kagen bruges juleaften 🙂
De grofthakkede mandler på toppen er ristet i ovnen først. Det giver en skøn smag 🙂
Ingredienser – 8 personer
ris a la mande fromage
100 g. grødris
1 dl. vand
1 polynesisk vaniljestang – eller 2 almindelige
½ l. sødmælk
3 spsk. rørsukker
3 dl. piskefløde
3 blade husblas – hvis ens risengrød bliver lidt tynd bruges 4 blade – hos mig passer 3 blade
mandelbund
2 æg
100 g. rørsukker
100 g. mandler
top
1 glas syltede kirsebær
3 blade husblas
75 g. mandler
Start med at koge risengrød til ris a la mande fromagen:
Skil vaniljekornene ad med lidt sukker. Gem de tomme stænger. De skal også i.
Kom vand og grødris i en gryde.
Bring i kog, og kog under omrøring i 2-3 minutter.
Kom mælk, vanilje og de tomme vaniljestænger i gryden.
Bring i kog under omrøring.
Læg låg på og lad simre i 35-40 minutter. Rør jævnligt i grøden, så den ikke brænder på.
Hæld op i en skål og drys med de 3 spsk. rørsukker.
Køl grøden helt ned til køleskabskold.
Mens grøden køler ned laves mandelbunden:
Pisk æg og rørsukker hvidt og luftigt – gerne omkring 10 minutter.
Mandlerne findeles i blender eller foodprocessor. Mine har været en tur i blenderen.
Vend de findelte mandler i æggemassen.
Fordeles i en springform på 26 cm.
Bages ved 180 grader i 15-20 minutter.
Lad bunden køle 5 minutter i formen inden den tages ud og køler ned på rist.
Læg den kolde bund på et fad og læg ringen fra springformen om. Læg et stykke kageplast i ringen. Hvis man ikke har det, kan man folde et stykke bagepapir.
Når risengrøden er helt kold, laves ris a la mande fromagen.
Husblas lægges i blød i koldt vand i 15 minutter.
De tomme vaniljestænger pilles op af risengrøden, og grøden løsnes med en gaffel.
Fløden piskes til blødt skum.
Vend risengrøden sammen med den letpiskede flødeskum.
Husblassen smeltes over vandbad.
Tag skålen op af vandbadet, og rør et par skefulde ris a la mande i.
Vend så husblasblandingen i ris a la manden.
Fordel ris a la mande fromage over bunden.
Dæk kagen til og lad den sætte sig på køl i mindst et par timer – gerne natten over.
Så laves toppen.
Mandlerne kommes i en lille gryde med lidt vand.
Bringes i kog og koger i 4-5 sekunder.
Hæld mandler og vand op i en skål.
Når man kan have fingrene i vandet, smuttes mandlerne.
Lægges på en bageplade, og sættes i en 200 grader varm ovn i 7-8 minutter.
Køler ned og hakkes groft.
Til geléen lægges husblas i blød i koldt vand i 15 minutter.
Saften hældes fra kirsebærrene, og der spædes med en smule vand, så der er 3 dl. saft.
Varm lidt af saften op – ca. ½ dl. – i en lille gryde.
Tag gryden fra varmen, og rør den udblødte husblas i.
Hæld det i en skål og tilsæt resten af kirsebærsaften.
Geléen skal køles ned og begynde at sætte sig, inden den kommes på kagen. Sæt den evt. i køleskabet i en halv times tid. Kig til den, for lige pludselig går det stærkt.
Fordel kirsebærrene på kagen.
Hæld geléen over.
Sætter sig på køl på et par timer.
Ved servering fjernes kageplast og ringen fra springformen, og kagen pyntes med de grofthakkede mandler.
Letten skriver
Mums. Helt klart en favorit der (også) skal afprøves.
Spisestuen skriver
Tak – og god fornøjelse med den 🙂
Dorthe skriver
Hejsa
Tak for opskriften. Vil lige spørge, om jeg kan bruge mandelmel?
mvh. Dorthe
Spisestuen skriver
Man kan fint bruge mandelmel 🙂
Jane Larsson skriver
Hejsa.
Synes også den ser lækker ud – meen, kunne den ikke samles på lidt færre stykker papir ( 11 sider) inden udskrivning:-)
Spisestuen skriver
Tak 🙂
Du kan vælge ikke at få skrevet billeder ud, så fylder den ikke meget 😉
Signe O. skriver
Hejsa,
Tak for gode opskrifter, som jeg (og min familie) har haft stor glæde af at prøve 🙂
Har du nogen idé om, hvor meget risengrød (i gram), der skal i kagen? Har nemlig en rest, og kunne egentlig godt tænke mig at trylle den om til denne kage 😉
Hilsner,
Signe
Spisestuen skriver
Hej Signe 🙂
Det er dejligt at høre, at du er glad for bloggen 🙂
Jeg tænker, at det må være 6-700 gram.
Hilsen Lene
Signe O. skriver
Super, tak for det! 🙂
Mie-Pil skriver
Ved kogning af risengrød, så kan man vælge når man har kommet mælk i og kogt risene i et par minutter og sætte gryden ind i sengen og koge færdig i en times tid.
Man spare på energien og man undgår at grøden brænder på. Bare et fif som jeg seæv har haft stor glæde af
Gitte Christensen skriver
Hej.
Jeg spiser ikk husblas. Tænker på, at hvis risengrøden er rigtig tyk, om jeg så ikk ku bruge skyr, og selvfølgelig vanille?
Spisestuen skriver
Hej Gitte 🙂
Det vil selvfølgelig være en smagssag, men jeg ville ikke bryde mig om ris a la mande på skyr.
Hvordan konsistensen bliver med skyr – og uden husblas – kan jeg ikke rigtig forestille mig, men du kan jo give et forsøg.
Hilsen Lene
Lærke skriver
Du kan bruge agar agar, der er 100% plantebaseret. Det virker perfekt på denne opskrift også 🙂
Karlsen skriver
Mie-Pil foreslår at anvende den gammeldaws metode at sætte risengrøden ind i sengen (i gamle dage: Høkassen) og “koge” færdig dér. Dette må kraftigt frarådes. Der er ganske enkelt ikke varmt nok i sengen og der vil derfor dannes bakterier (i mælken) som kan give en ordentlig omgang Roskildesyge. For at undgå disse bakterier, skal risengrød og alle andre typer af mælkegrød konstant være i kog, dvs. den skal stå på komfuret og småboble. Tjek evt. på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor “høkasse-metoden” frarådes.
Gitte Christensen skriver
Med henvisning til min tidligere kommentar om husblas, kan man bruge chiafrø i stedet for, det får også ria a’la manden til at sætte sig og blive næsten som en fromage :-). I hvert fald bedre for mit vedkommende og så får man tilmed også en masse af de gode omega 3 og 6 i sig 🙂
Pernille Bulskov skriver
Man kan jo også bare lade være at spise denne vidunderlige kage hvis den skal ødelægges af chiafrø og skyr. Brug dog disse (skønne) ingredienser i en anden ret!!!
Og har prøvet kagen, med fløde, husblas og hele molevitten, den var pragtfuld, og den skal prøves igen ;o) (løber en længere tur i morgen istedet for skyr og frø)
Prøv den Bon appetit ;o)
Gitte Christensen skriver
Nu ved du jo ikke noget om mig. Der er jo nok en grund til jeg ikke spiser husblas. Spiser intet, der er lavet på dyr med 4 ben!!!
Og, uanset hvad jeg spiser, løber jeg
Marianne Olsen skriver
Er man ikke til husblas som er animalsk kan man bruge Agar Agar som er vegetabilsk
Dorthe skriver
Kan man mon lave den dagen før?
Spisestuen skriver
Det kan du bestemt Dorthe – og med godt resultat 🙂
Hansi skriver
Har fået at vide,laver du den nogensinde kommer vi straks rendende over til dig.
en hilsen på FB af mine nye Genboer
michael skriver
kan man bruge annet itedet for ost.
Spisestuen skriver
Der er ikke ost i kagen 🙂
Marianne Olsen skriver
Hvis man ikke spiser husblas som er animalsk, kan man bruge Agar Agar som er vegetabilsk.
Mvh.
Marianne
Katharina skriver
Hej 🙂 lige et spørgsmål – kan man lave den af en rest risengrød som har stået i køleskabet natten over?
Den ser vildt lækker ud 🙂
Spisestuen skriver
Hej Katharina 🙂
Det kan du da bestemt. En dejlig måde at få brugt en rest risengrød på 🙂
Hilsen Lene
Cindy Pedersen skriver
Hej
Ville lige høre, hvor lang tid kan den holde sig i køleskabet, hvis den overhovedet kan det ?
Spisestuen skriver
Den har det fint på køl. Jeg ville have den stående i 3 dage 🙂
Hilsen Lene
Annemarie skriver
Kan man ikke købe en opskrift bog af jer hvor den dejlige ris a lamande kagen er i og ostelagkagd ?
Spisestuen skriver
Det kan man desværre ikke Annemarie 🙂 for jeg har ikke udgivet nogen bog, men du kan udskrive opskrifterne på en printer og evt. gemme i et ringbind. Det er næsten en bog 😉
Hilsen Lene
jeannie skriver
hejsa. vil lige høre om du tror færdigkøbt risengrød ka bruges???
hilsen jeannie
Spisestuen skriver
Jeg kender ikke konsistensen på en færdigkøbt risengrød, men hvis den er fast i det, som en du har kogt selv (når den er kold), så skulle der ikke være noget i vejen for det.
Hilsen Lene
Britta H Jørgensen skriver
Hej i Spisestuen.dk
Har nu ‘forsøgt’ med denne kage i flere omgange..
Jeg har et … måske luksus-problem … med denne kage.. Den har en eftersmag..
En eftersmag AF MERE KAGE..!! 😉 En er ofte for lille.. 😀
Den er super lækker og specielt god ved de arrangementer, hvor man ofte får den almindelige ris al á mande.. 😀 MUUUUUMS.. 😛
Alle er blevet henvist til denne side for, at få opskriften..
Spisestuen skriver
Hej Britta 🙂
Tak for en skøn kommentar <3
Så skønt at høre, at du reklamerer for min side - og kagen 🙂
Glædelig jul til dig <3
Hilsen Lene
Rikke Hansen skriver
Jeg er i gang med kagen nu, bunden med ris a lå mande står på køl og om et par timer vil jeg lave geléen, er godt nok meget spændt. Tror faktisk aldrig jeg har arbejdet med husblas.
Håber den bliver god.. har nemlig lovet, at den skal med til julefrokost i morgen.
Det er simpelthen så fantastiske, at du lægger alle de billeder og små tekster ind. Det gør godt nok det hele meget lettere når det er noget nyt man skal prøve.
Spisestuen skriver
Jeg håber din kage bliver god Rikke 🙂 og tusind tak for skøn feedback. Jeg bliver så glad 🙂
Hilsen Lene
Rikke Hansen skriver
Den er virkelig lækker og familien roste den også. Den skal jeg absolut lave igen en anden gang. Pyntede ikke med mandler, men det jo op til en selv.
Spisestuen skriver
Det er jeg rigtig glad for at høre Rikke 🙂
Dejligt at den faldt i god jord hos din familie.
Glædelig jul til dig.
Hilsen Lene
Helle skriver
På grund af sygdom, brændte jeg inde med en kage som skulle have været brugt til noget personalemøde, så jeg krydsede fingre og kom den i fryseren, med glasur og det hele på . Den var stadig rigtig lækker da den blev tøet op igen og spist
Spisestuen skriver
Hej Helle 🙂
Det var da dejligt at høre, at den stadig er god efter en tur på frost.
Glædelig jul til dig.
Hilsen Lene
Lea skriver
Hej jeg er ved at lave kagen nu… Syns bare min bund ska ha mere end de 15-20min du har skrevet om… Den blir ved med at være klisteret???? Prøver at give den lidt mere og så må vi se om den vil slippe bage papiret… Men den ser ellers lækker ud vi sku gerne have den i morgen til en julefrokost
lea skriver
Min kage gik til held selvom bunden fik 20 min mere end i opskriften og min gele gik i vasken så brugte kirsebærsovs istedet og det smagte super godt… det er en kage der helt sikkert skal printes ud og prøves igen
Spisestuen skriver
Det lyder rigtig godt Lea 🙂
Glædelig jul til dig.
Hilsen Lene
Camilla søgart skriver
Hej
Har alle ingredienserne, på nær lige sødmælk, kan man bruge letmælk
Mvh camilla
Spisestuen skriver
Hej Camilla 🙂
Det skulle der ikke være noget i vejen for. Jeg synes, at mælk med mindre fedtindhold end sødmælk har en større tendens til at brænde på, så bare være omhyggelig med at røre i grøden, så skal det nok gå.
Glædelig jul til dig.
Hilsen Lene
Heidi skriver
Jeg er ved at lave kagen nu. Risengrød er lavet og bunden er i ovnen. Jeg laver først topping i morgen. Jeg blander en enkelt, hel mandel i grøden, da vi skal have den i stedet for alm. ris a la mande
Spisestuen skriver
Det lyder dejligt Rikke 🙂
Glædelig jul til dig.
Hilsen Lene
Karina Rasmussen skriver
Jeg er ikke så god til husblas syntes altid det ender med at være som snotklatter, har du nogen gode fif.
Spisestuen skriver
Ikke så meget andet end at følge opskriften her, så skal det nok blive fint.
Glædelig jul til dig.
Hilsen Lene
Bente skriver
Er I gang med Kagen til julefrokost i morgen – kogte ekstra risengrød til den alm ris alamande til juleaften, så der ikke var så meget på en gang. Mangler kun topping og vil prøve med amarena kirsebær, som jeg har fået foræret og ikke fået brugt. Krydser fingre for den er stivnet perfekt i morgen.
Glædelig jul til dig Lene og jer andre i tråden.
Hilsen Bente
Spisestuen skriver
Mange tak og i lige måde Bente 🙂
Amarena kirsebærrene er rigtig lækre! 🙂
SanneLarsen skriver
Hej og glædelig jul
Tak for en dejlig udførlig opskrift på en, tror jeg nok, skøn juledessert.
Jeg er lige løbet ind i et problem.. Min bund blev klistret og gik i stykker, da jeg skulle have den af bunden. Jeg brugte lidt sprayfedt til formen, er det en fejl? Kan se der en, der har bagt den længere.. Hvordan skal konsistensen være, når den er færdig?
Mvh. Sanne
Spisestuen skriver
Det er svært at beskrive konsistens, men det bliver ikke en sprød bund. Når den er kølet af, er det en fast kage-agtig bund.
Med hensyn til bagetid, så skal den have ca. 20 minutter i ovnen. Måske et par minutter mere eller mindre, men ikke væsentlig længere tid.
Prøv at komme bagepapir i bunden af din form, og lad kagebunden køle af med papiret på, så kan du nemt få papiret af, når bunden er kold.
Godt nytår til dig.
Hilsen Lene
Henriette skriver
Hej Lene. 🙂 Er denne lækre kage virkelig kun til 8 personer? :-O 😉
DBH Henriette
Spisestuen skriver
Fnis… Det kommer jo helt an på, hvor kage-glade mennesker, du serverer den for. I vores familie – på en god kagedag – passer det meget godt, men du kan skære 12 rigtig pæne stykker af kagen 🙂
Hilsen Lene
Lotte skriver
Hvor skal man sende medaljen hen for mest tålmodige blogger? Sikke en masse spørgsmål og fantastisk venlig svar! Jeg vil forsøge mig endnu engang med denne lækre dessert 😀
Spisestuen skriver
Åh tak, for den søde kommentar. Jeg bliver altid så glad for tilbagemeldinger her på bloggen. Det er min præmie <3
Hilsen Lene
Jeanette Pedersen skriver
Kære Lene
Kan man bruge kirsebærsovs og tilsætte husblas – måske i mindre mængde da kirsebærsovs jo allerede er tilsat noget stivelse?
Spisestuen skriver
Jeg har ikke prøvet det, men har hørt flere gøre det med godt resultat.
Hilsen Lene
Lars Palle Hansen skriver
Kære Lene
Jeg skulle absolut afprøve denne fantastiske opskrift, som alternativ til den traditionelle Ris ala manda. 🙂
Jeg har nu prøvet opskriften.
Jeg kan desv. ikke få ris ala manda mousse til at stivne ?
Jeg har fulgt opskriften, men der må jo være et eller andet fejltrin jeg gør…
Fremgangsmåde jeg har anvendt:
Kogte risengrød. Afkølede risengrød.
Piskede fløde og vendte den piskede flødeskum i ris ala manda.
Husblas (4 blade) kom i blød til den var udblødt. Husblas blev smeltet over vandbad.
Tog 2 spiseskefulde ris ala manda og rørte i den smeltede husblas, for at give smeltet husblas samme temperatur, som risalamanda.
Derefter blev husblasblandning hældt op i resten af risalamanda, med en tynd stråle.
Piskede lige så stille med håndmixer i blandingen, for at blande det hele godt.
Blandingen kom op på kagebunden, og på køl.
Efter 8 timer, var der ikke sket noget.
Jeg fik “skrabt ” ris ala manda af kagen og op i en skål.
På ny smeltede jeg 4 blade – gjorde det samme som ovenstående.
I stedet for at piske husblasblanding forsigtigt i, vendte jeg blandingen i .
Derefter på køl.
I dag 10 timer efter, er mousse ikke stiv endnu.
Kan du hjælpe mig 🙂 ?
Jeg tænker om jeg skal prøve at blande husblas i risengrød, mens det er varmt.
Afkøle risengrød.
Derefter blande med flødeskum – ovenpå kagen, og på køl ?
God dag 🙂
Mvh Lars
Spisestuen skriver
Det var da irriterende, at det ikke vil stivne for dig.
Jeg synes jo, det ser ud til, at du følger min fremgangsmåde, så du burde jo stå med en lækker kage nu.
Det eneste jeg kan se som en mulighed er, at dit husblas på en eller anden måde ikke duer. Hvis du kommer husblas i den varme risengrød og blander flødeskum i, når det er koldt, skulle ikke give et andet resultat, men du kan komme til at skulle røre en del mere i risengrøden, og så kan man ende med risengrød uden ret mange hele ris.
Jeg går ud fra, at det ikke er fordi, din risengrød er meget tynd. Du kan jo se på billederne, hvordan konsistensen er på min. For det gør selvfølgelig en forskel, hvis din risengrød er meget tynd.
Jeg håber det lykkes for dig evt. med en ny husblas, for det er en rigtig skøn kage.
Hilsen Lene
Letten skriver
Hvor meget vejer den færdige portion grød?
Jeg tænker, at hvis jeg nu har en rest tillovers, og vil lave kagen, hvor meget der så skal til.
Spisestuen skriver
Du skal regne med 6-700 gram færdig grød.
Hilsen Lene
Lotte skriver
Hej
Kan man bruge almindelig sukker i stedetfor rørsukker
Spisestuen skriver
Ja, det kan man.
Tinna skriver
Hvis jeg bruger kirsebærsauce istedet for, hvor mange blade husblas skal der så i tror du?
Eller kan jeg lade være med at komme gele ovenpå og bare servere saucen ved siden af?
Spisestuen skriver
Jeg tænker, du skal komme samme antal blade husblas i.
Ellers kan du servere sovsen ved siden af. Det bliver bare en pæn kage, med geléen ovenpå.
Hilsen Lene
Lotte Larsen skriver
Hej
Nu er jeg ikke særlig god til at koge risengrød. Uanset hvordan jeg gør brænder den på. Kan jeg nu i nødens stund bruge den færdige lavet ris a la mande man kan købe. Og hvis ja hvor meget skal jeg bruge.
Spisestuen skriver
Jeg kender ikke konsistensen på en købt risengrød, men hvis den er fast i det (når den er kold) som en du laver selv, så skulle der ikke være noget i vejen med at bruge den.
Du skal bruge 6-700 gram.
Hilsen Lene
Mette Bilde skriver
Hej Lene. Hvor stor er springformen? Skal helt sikkert lave den, den ser virkelig lækker ud 🙂
Mvh Mette
Jette Wolter skriver
Jeg har lavet denne kage, for år tilbage, den var rigtig god.
Nu vil jeg gerne lave den igen ( faktisk 3 stk) til en julefrokost.
Kikke på opskriften igen, og tænker, var der virkelig mandler i ris,a la mandan ? Når jeg kikke på billedet, syntes jeg det ser ud som om der er mandler i..
Mandlerne til kage bunden, skal de smuttes først , eller kan de blendes som de er.
Mvh og tak for opskriften Jette
Jette Wolter skriver
Fik desværre skrevet forkert
Spørgsmålet skulle være.. skal der IKKE være mandler i ris A la mandan, ?
Jeg kan ikke huske hvad jeg gjorde sidst.
Anne skriver
Der står højere oppe, at der ikke er mandler i risalamanden, da der både er mandler i bunden og til pynt.