En fast ret på vores julefrokost-bord. Kogt, vredet og hakket hvidkål, smør og piskefløde – sådan! Det smager vildt godt til frikadeller 🙂 og så lige med et par hjemmesyltede rødbeder til, så er der ikke et øje tørt 🙂
Diskussionen om, hvorvidt der skal kanel på, sniger jeg mig behændigt udenom, for det har jeg ikke styr på, hvor i landet hører sig til, og jeg har slet ikke lyst til at prøve det 😉
Hvidkålen bliver vredet fri for væde i et viskestykke. Så alt efter hvem der vrider kålen, kan der måske være brug for lidt mere fløde 😉 Chefen vred kålen i går, så den er godt “tør” og skal måske have lidt mere fløde, når den bliver varmet i julen – ud over den halve liter den har fået i dag 😉 Den er kommet på frost, og når vi skal have den, varmer jeg den i ovnen i et fad dækket med stanniol, og rører i den jævnligt.
Hvor mange personer der er til, er lidt svært at vurdere. Hvis det er som en ret på bordet til julefrokosten, vil jeg sige, at der er til 8 mennesker. Hvis det er som tilbehør til aftensmad, er der nok til 6 mennesker. Man må selv vurdere, hvor sulten en familie, man har. Min har en god appetit 🙂
Ingredienser
1½ kg. hvidkål – renset vægt
50 g. smør
½ l. piskefløde
Hvidkålen skæres i store stykker og kommes i en gryde med vand. Tilsæt gerne salt.
Koges til den er mør i 20-30 minutter. Stik i den med en skarp kniv, så er det nemt at mærke, om den er nok.
Hæld kålen i et dørslag, og lad den køle af.
Når kålen er kold kommes den i et viskestykke – lidt ad gangen – og vandet vrides ud af det.
Kålen hakkes fint med en kniv eller i foodprocessor. I år har jeg taget den hurtige løsning og hakket det i foodprocessoren.
Smelt smørret i en gryde og kom kålen i. Rør rundt nogle minutter.
Fløden kommes i. Lad være med at komme det hele i på én gang. Det er forskelligt, hvor meget der behøves.
Varm godt igennem under omrøring.
Smag til med salt og peber. Brug endelig sort peber. Det smager bedst 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.