Det har jeg kaldt dem i mange år. Siden min søn var en lille purk på et par år, der elskede sin farmors specier. Så her har de aldrig heddet andet end “Jespers småkager”.
En helt almindelig småkagedej, der trilles til lange tykke pølser. Kommes i køleskab nogle timer – gerne natten over – og pensles med sammenpisket æg og trilles i sukker (de er også fantastiske trillet i kanelsukker). Så skæres de i skiver og bages. En enkel, nem og skøn småkage 🙂
Man kan undlade at pensle med æg og trille i sukker 😉
Ingredienser – ca. 60 styk
250 g. hvedemel
200 g. smør
150 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
1 æg
desuden bruges 1 æg til pensling og ekstra sukker til at trille i.
Fedtstoffet smuldres i melet. Jeg synes, det er nemmest at komme mel og smør i foodprocessoren og køre til det er en grynet masse. Det tager kun et øjeblik.
Kom sukker i og kør kort, så det blandes.
Kom ægget i og kør nogle sekunder. Nu er det en klumpet dej.
Massen tages ud på bordet og samles. Den skal endelig ikke æltes, bare lige samles.
Tril til en lang pølse, og pak den ind i husholdningsfilm eller bagepapir.
Lægges på køl nogle timer, og gerne til dagen efter.
Tages ud fra køl og pensles med æg.
Trilles i sukker.
Skæres ud i skiver på 2-3 mm. der lægges på bageplade.
Bages ved 200 grader almindelig ovn i 6-8 minutter.
Afkøles på rist og opbevares i kagedåse.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.