Det er jul lige om lidt, og jeg har lavet rigtig meget kage den sidste måneds tid. Her på falderebet kommer en honningroulade, som jeg har glædet mig til at prøve at lave. Den er blevet lige, som jeg vil have den, og det er jo skønt. Den smager dejligt, og så er det både nemt og hurtigt at lave en roulade 🙂
Jeg har kommet abrikos syltetøj i min roulade. Man kan også sagtens bruge appelsin syltetøj. Det ville også smage skønt.
Min roulade er overtrukket med chokolade. Jeg kan ikke sige det nok. Jeg ELSKER god mørk chokolade. Smagen, udseendet og knækket. En god mørk chokolade, der er tempereret perfekt er – i al sin enkelthed – noget af det bedste der findes 🙂
Ingredienser
3 æg
125 g. honning
125 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
½ tsk. allehånde
½ tsk. nelliker
fyld og pynt
1 glas abrikos syltetøj – 250 gram
100 g. god mørk chokolade – jeg har brugt Valrhona Caraque 56%
evt. lidt nødder og guld kugler til drys
Honning og æg piskes godt og længe. Brug omkring 10 minutter på det.
Mel blandes med bagepulver og krydderier.
Vendes i dejen.
Bred dejen ud på en bageplade.
Bages i en 200 grader varm ovn i 6-8 minutter. I min ovn skal den have præcis 7 minutter.
Vendes ud på et stykke bagepapir drysset med sukker, lige når den kommer ud af ovnen. Hvis det driller lidt at få bagepapiret af bunden, kan man lægge et vådt viskestykke over et øjeblik, og så kan man fint trække bagepapiret af 🙂
Abrikos syltetøjet smøres ud over.
Rulles sammen.
Køler ned og overtrækkes med chokolade og drysses evt. med lidt pynt. Jeg har brugt hakkede pistacienødder og mandler og lidt sukker guld kugler.
Jeg måtte lige beskære den lidt, for jeg manglede mit store fad i dag, men så er der jo smagsprøver 😉
Jeg tempereret chokolade ved at hakke den groft. Smelte 2/3 af den over vandbad. Vandet skal være godt varmt, men ikke koge. Når chokoladen er smeltet og godt varm 45-50 grader (mærker med en finger) hældes den over den ikke smeltede chokolade. Der røres til chokoladen er smeltet.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.