Jeg fortsætter med mine græskar, og jeg bliver mere og mere glad for den Hokkaido 🙂
I dag har jeg bagt den i ovnen, toppet med finthakket rødløg, fetaost, ovnbagte hvidløg, krydderurter og grofthakkede pekannødder, et dryp god olivenolie og lidt citronsaft – uhmm… det er godt! 🙂
Jeg er så heldig, at jeg kan hente friske krydderurter i haven. Hvis man ikke har det, så kan man bruge de tørrede.
Brug lækkerhederne som tilbehør til kød, som forret, eller spis dem til frokost, som jeg har gjort i dag 🙂
To af disse lækre græskarbåde var min frokost i dag sammen med et stort glas juice – og det er ikke græskarbådene, der er små, men glasset der er virkelig stort 😉 Juicen er lavet af 4 store gulerødder, 1 fennikel, 3 appelsiner, 1 citron og lidt ingefær. Det er min orange juice 7 tilsat ingefær – så lækker og frisk 🙂
Ingredienser – 4 “både”
½ Hokkaido græskar
4 fed hvidløg
finthakket rødløg
100 g. fetaost
frisk timian og rosmarin
citron
olivenolie
evt. pekannødder til drys – eller græskarkerner
Hokkaidoen skæres over i to. Tag indmaden ud og del den halve Hokkaido i 4 stykker.
Pil 4 fed hvidløg og del dem i to.
Læg hvidløg og græskar på en bageplade.
Sættes i en 200 grader varm ovn.
Efter 10 minutter tages hvidløgene ud og græskarstykkerne vendes.
Græskarstykkerne skal have 30 minutter i alt.
Læg græskar på et fad og dryp med lidt olivenolie.
Fordel lidt finthakket rødløg på stykkerne.
Fordel fetaost, hvidløg, krydderurter og grofthakkede nødder over.
Dryp med citronsaft og lidt olivenolie.
Drys med god salt og friskkværnet peber.
Server resten af toppingen i små skåle til.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.